Vi elsker vort Land,
naar den signede Jul
tænder Stjerner i Træet med Glans i hvert Øje,
naar om Vaaren hver Fugl
over Mark, under Strand
lader Stemme til hilsende Triller sig bøje:
vi synger din Lov over Vej, over Gade,
vi kranser dit Navn, naar vor Høst er i Lade,
men den skønneste Krands
bli’r dog din, Sante-Hans!
den er bunden af Sommerens Hjerter saa varme, saa glade.
Men den skønneste Krands, osv.
Vi elsker vort Land,
men ved Midsommer mest,
naar hver Sky over Marken Velsignelsen sender,
naar af Blomster er flest,
og naar Kvæget i Spand
giver rigeligst Gave til flittige Hænder;
naar ikke vi pløjer og harver og tromler,
naar Koen sin Middag i Kløveren gumler:
da gaaer Ungdom til Dans
paa dit Bud, Sante Hans!
ret som Føllet og Lammet, der frit over Engen sig tumler.
Vi elsker vort Land,
og med Sværdet i Haand
skal hver udenvælts Fjende beredte os kende,
men mod Ufredens Aand
over Mark, under Strand
vil vi Baalet paa Fædrenes Gravhøje tænde:
hver By har sin Heks, og hvert Sogn sine Trolde,
dem vil vi fra Livet med Glædesblus holde;
vi vil Fred her til Lands,
Sante Hans, Sante Hans!
den kan vindes, hvor Hjerterne aldrig blir tvivlende kolde!