„Den syge Mand”
Paris. Febr. 77.
Paris. Febr. 77.
Hør Skovlenes Slag
i det blikstille Vand!
Se Tæpper og Flag
over Dampyachtens Rand,
spændt for at skygge
fra Bak og til Brygge
den hele Parade af krummede Rygge,
som venter et Vink af en eneste Mand!
Hør Strængenes Stemmer
med Ekko fra Land!
Paa Bakken er stillet et Spillemands Kor;
intet Tamtam, som Nerverne skræmmer,
vuggende Toner,
en dæmpet Tenor,
tilpas for et Hoved, som Del af en Mand,
der rummer en Abdul Hamids Forstand,
og som bærer af alle de tyngende Kroner
den tungeste vel.
Saluterne drøne fra Fort og Kastel.
Som skræmmet af Skuddene haster det lette,
smidige Skib over Havbugtens Slette;
en flygtende Fugl.
Mod Siderne pisker de brusende Hjul:
to Vinger med blændende, bløde Fjær,
og Halsen den rækker sig, sort som Blæk,
ret op i Vejret, som stivnet af Skræk.
Er Faren da nær? —
Rundt omkring Bugten, hvor Øjet hviler,
slumrer Naturen i Fred og smiler.
Men frygtsom haster den jagede Struds; —
Sultanen sejler paa Bosporus.
Sultanen hviler paa Tæpper og Puder,
paa tyrkiske Tæpper og Pantherhuder.
Dem arved han efter sin stakkels Broder,
som troned tre Maaneders Tid paa dem,
og derpaa blev taget i Kost hos sin Moder
i hendes Hjem.
Den stakkels Murad! hans Tid var ej lang.
Det ligger nu til Familjen en Gang.
Sultanen ser over Rejlingens Rand,
de martrede Øjne staar fulde af Vand:
Slaa op Parasollen! jag Lyset væk!
— Der er Rædsel over de dirrende Træk,
der er haabløs Frygt i de hulede Kinder;
og dog er der Vagt baade for og bag.
Men Sultanens Frygt er en egen Sag;
han fik i Present paa sin Fødselsdag
fem dejlige Tscherkesserinder.
Hvad Nytte, at blive kaldt Prins ved sin Daab,
Padischa ved Tronbestigelsen?
Hvad Nytte, at hedde de Troendes Haab,
Bolværk mod Russerbekrigelsen,
en Frelser for Kassebesvigelsen?
Hvad Nytte, at Softaen raabte Hurra
i Pera, den Aften, da Murad faldt fra,
og Blaalys og Fyrværkeri blev brændt a’
paa alle Moskeernes Tinder? —
— — — — — — — — — — —
Fem dejlige Tscherkesserinder!
Fra Kaukasus’ Dale en Blomsterkrans.
Fem Roser i Bundt, én Blomst for hver Sans,
og Sultanen sansed ej længe.
Det gik i Serailet med Sang og med Dans
og med Lyst i den gamle Gænge.
Sultanen visned, men Blomsterne ej,
han vandred paa Forhaand de Troendes Vej
til Paradishavernes Glæder
blandt Houris med luftige Klæder.
Han kendte ej Kunsten at slaa sig til Taal;
Salighed søgte han, straks, paa en Studs.
Salig han blev, over Maade og Maal: —
Sultanen sejler paa Bosporus.
Sultanen støtter sit Hoved i Haand
og mumler paa Murads Puder,
mens Hovedet forover luder:
Zaïra, Din Kjortel har løse Baand,
Gulhyndi, Dit Øje har Hingstens Ild,
Asra, Du var mig for klog og snild,
Meli, Du gjorde mig gal og vild;
Sulejma, Dig lod jeg forgive I
Hvorfor vilde Du læse og skrive? —
Han vinker. Musiken tier deroppe.
Igennem Alleen af bukkende Kroppe
nærmer sig Svogeren, Mahmud Damad,
og bukker, og Sultanen spørger ham ad:
Du, Mahmud, det Skib, som derude ligger,
hvad hedder det? — Mahmud han bukker og kigge
og svarer: Padischa, jeg skøtter
ej stort om at bringe det Skib paa Talen,
det ligger og venter paa ham, Generalen . . .!
Padischaen knytter sin Haand og spytter:
Hovedet af ham Du hugger! —
Og Mahmud smiler og bukker.
Og atter spørger han: Mahmud, de Skibe,
som ligger og hvæser med Damprørets Pibe,
hvad er det for nogle, hvor skal de hen.
Mahmud han bukker og kigger igen,
løfter paa Taa sig og søger Balancen:
Padischa, nu endte just Konferencen,
de vantro Hunde de flytter! . . .
Padischaen ryster sin Næve og spytter:
Hovedet af dem Du hugger! —
Og Mahmud smiler og bukker.
Og Sultanen synker tilbage paa Puden.
Saa løfter man Blikket fra Støvlesnuden,
de krummede Rygge de rette sig atter,
man fatter,
at Faren er endt — for en Timestid.
Men hver en Læbe er kridende hvid.
Skræmt er de alle, Ministre, Eunucher,
Emirer, Vezirer og Mameluker.
Selv Paschaen skjælver i al sin Puds.
Sultanen sejler paa Bosporus.
Han ligger og mumler og bider Negle:
sejle, bestandig sejle!
De dumme Barberer vil bilde mig ind,
mit Hoved har godt af den svale Vind;
men naar man nu slet intet Hoved har . . . .!
Han skriger, og op sig til Panden ta’er,
og retter sig atter, og mumler: Tys,
lad Slaverne endelig ikke faa Nys . . . .
og sukker: Sulejma, Du døde;
hvem skal mig nu Livet forsøde? . . .
Og atter glimter i Øjets Brand
en Anelse frem hos den martrede Mand
om Kronen, han bærer, om Folk og om Land.
Mahmud! han raaber, Mahmud, min Ven,
giv mig min Midhat tilbage igen!
Jeg vil sælge mit Sølvtøj og skaffe Brød
til alle de Stakler, som lider Nød.
Jeg vil give Soldaterne Lønning og Sold
af alle mine Penge i mit eget Chatol.
Det er raadent det Hele, jeg véd det saa godt
jeg vil sælge mine Koner, mit kejserlige Slot.
Jeg vil flyve omkring fra By og til By
i Kaftan og Tøfler, som Lyn fra en Sky;
jeg vil lytte til Klager og straffe hver Skyldig
og ikke tage Snak fra Ministrene gyldig.
Jeg vil sælge mine Koner, sælge dem alle,
jeg vil sælge saagar mine kejserlige Stalde;
der skal Ende paa al denne Jammer og Kval,
jeg vil hænge hver Pascha, som stjal! —
Over Bosporus Søvinden frisker.
Og Mahmud han vender sig om og hvisker:
Min ærede Svoger er gal!