Hed som en Ovn,
Rødgul som Stenen, der brændes i Ovnen,
Trøstesløs tør som det Halm, hvormed Teglovnen næres,
Ligger den libyske Ørk
Som et Ler, der kan brændes til Tegl,
Men aldrig fortæres.
Her er Skyggen en Gæst,
Som man indbyder tidlig og silde;
Men den kostbare lader sig bede,
Kun sjældent han kommer.
Her er Vinter et Sagn. I den evige Sommer
Man fabler derom;
Og den fablende skynder sig bort, som han kom;
Ingen Hest, ingen Rytter; et Hovslag, en Røg,
Og en staalfodet Struds, og en Sandsky, som føg. —
Ørknen staar tom.
Men naar Natten har slaaet sit kølende Slør
Over de brændende Høje,
Over de glødende Vover,
— Naar Sandhavet sover;
Og naar Himlen slaar op fra det sortnende Blaa
Øje ved Øje —
Saa er Tiden for Løven paa Jagt at gaa,
Saa springer han efter Gazellens Kid
Og knuser dets Ryg under Kævernes Bid,
Saa er Sandet Dyrenes Tumleplads,
En Arena for Kattenes vældige Spring,
Med Elskovsstævner, med Jagt og Krig,
Flygtende Vildt og blødende Lig,
Kampen for Dagens Føde; —
Om Dagen er Ørknen en Ildovn,
Som brænder alt Liv til Døde.
Der vakler hen over det blændende Sand
En enlig Mand.
Han er nøgen, med friske Flænger i Brystet,
Om Ryg og om Skulder; Hænderne krystet
Vildt i hinanden;
Hans Øje søger mod Ørkenranden,
Og sænker sig atter, truffet
Af Solens svidende Brand.
Han er ene — kun fulgt af en vaklende Skygge,
Som krymper sig sammen og gør sig saa liden
Som mulig i Middagstiden.
Han var en Slave. Han kunde spille
Paa Cither og Fløjte, som Consulen vilde,
Kunde læse de græske Papyrus-Ruller
Højt ved Gilde, mens Skulder ved Skulder
De salvede Romere strakte sig dovne,
Mætte og hovne,
Og hørte med glinsende Øjne til,
Og klapped i fede Hænder
Ad Slavens Læsning og Spil.
Han var en Slave; stod højt i Gunst
Hos Proconsulen, hans Herre,
Som kunde for sine Bylder
Bruge hans Lægekunst.
Hans Gang var elastisk, hans Bryst var bredt,
Hans Mund tungsindig, hans Øje hedt;
Kunstnerens Ild i dets dunkle Lue,
Den tændte en Glød hos Consulens Frue.
Androkles her og Androkles der!
Hvor han end stod, saa var hun ham nær;
Mens Proconsulen laa paa sin Hynde,
Fristed hun Slaven til at synde.
Androkles syndede ikke. —
Da mørknedes hendes Blikke.
Hun klaged ham an — saa var Kvinders Skik
Fra Josephs Tid — for utugtige Blik.
De slæbte ham ud, endda han besvor
Sin Uskyld. Uskyld! En Slaves Ord!
De pisked hans Krop i blodige Flænger,
Da styred Slaven sig ikke længer;
Med Haan i sit Blik imod Husets Frue
Isønder han Strikkerne sled,
Huggede Bøddelen ned,
Og løb for sit Liv og lod dem true
Og raabe og sætte efter;
Han havde den Flygtendes Kræfter,
Sin Manddom, sin Skyldfrihed.
Og lidt efter lidt hans Skygge gled
Ud over Sandet. Den frygted ikke
Længer de stikkende Blikke,
Som Solens rullende Øje
Sender mod Jorden ned.
Men Slaven slæbte sig frem med Møje,
Og dengang Solen, træt af at brænde
Leret i Ovnen, slukte sin Glød —
Da Dagen var naaet mod Ende,
Sank Slaven sammen som død.
Han drømte:
Det var i hans fagreste Ungdomstid,
I hans Frihedsdage de glade,
Hist paa den græske Ø,
Hvor Bølgerne bruse;
Hvor Templet sig spejler i vinblaa Sø,
Hvor i mørkgrønne Lunde, hvis Blade
Aldrig kan dø,
Storslægtens Ahner hensuse.
Der sad han og lærte Cithren at slaa,
Af Fløjten at fremlokke Triller,
Vemod og Lyst paa en Gang,
Som Bølgerne gemme;
Om Manddom og Elskov han spilled og sang,
Og fra Bjerget, hvis evige Kilder
Gaa deres Gang,
Svared et Ekko hans Stemme . . .
Han vaagned. Det toned endnu for hans Øre,
Da fik han en anden Stemme at høre.
Et Brøl af Smerte og Raseri.
Han saa’ sig omkring med Angst;
Hans Drøm var forbi.
Han laa foran Svælget til en Hule,
Og fra Dybet ham skinned i Møde
To Øjne, grønlige gule.
Han tog til sit Hjerte, han følte det banke,
Som vilde det sprænge hans Bryst,
Han Øjned et Gab med skinnende Tænder,
Og atter tordned den rullende Røst,
Og han saa’ den uhyre Manke.
Han folded i kvælende Angst sine Hænder,
Med Dødens Sløvhed mod Jorden han saa’ —;
Foran Ørkenens Konge Androkles laa.
Men ingen Pote med vældigt Slag
Slog ham i Kvag.
Da løfted han atter mod Dyret sit Øje
Og betragted Monarken nøje, —
Var det hans Sansers Bedrag?
Den Vældige lagde sig for ham ned,
Krummed i Bugter den smidige Krop,
Lukked sit Gab, men spiled ham op
Sin Potes kløftede Flade:
Der sad med giftige Torne og Blade
En afreven Kaktus; og Blodet
Med Ædder af Saaret randt.
Androkles aanded af Døden op;
Saa greb han Poten og uddrog Tornen,
Og trykked med fast og kyndig Haand
Ædderet ud og Saaret forbandt;
Og da Monarken nu Lindring fandt,
Saa behaged det Kongen at slikke
Til Tak sin Badskær’s Haand . . . . .
Saa knyttedes mellem de to et Baand;
Det bandt i et Aar dem sammen.
Om Natten jagede Løven
Vildtet paa Bakkekammen;
Om Dagen de spiste det sammen.
De spiste og sov i den samme Hule,
Den nøgne Flygtning, den lodne, gule
Konge for Ørknens Skarer.
Vilddyret sørged for Mad til sin Ven,
Androkles takked med Blik igen
Og klapped den bølgende Manke, —
Et Venskab, i Ord ej, i Tanke.
Og Maane skifted med Maane igen,
Da følte, trods alle Farer,
Slaven sit Hjerte banke;
Han længtes fra Hulen og Kødet det raa,
Kun Ørknen og Hulen og Løven han saa’;
Vilddyret kunde det ej forstaa,
Men Slaven sukked og længtes; —
Mod Mennesker Mennesket hen.
„I Dag den trettende i August,
Vil Kejserens Statholder, Proconsul
Udi Afrika
— Om Varslerne Held ham bebuder —
Give til Ære for Cæsar og Guder,
Og til Fryd for de fri Quiriter,
En Fest.
Lælius Varro er Offerpræst.
Først kæmper Capuas Fægterskole
Mod dem fra Ravenna;
Og dernæst slippes fra Carcernes Gitter
En pragtfuld Løve og fire Tigre
Og nogle Dusin Hyæner.
En Dødsdømt, som egenlig skulde
Være spist af Muræner,
En bortrømt Slave,
Androkles, skal have
Den Ære i Folkets Paasyn
At blive af Vilddyr ædt.
Ved Kraft staar Husbondens Ret. —
For øvrigt Festene Giver beklager,
At ikke for Tiden der haves
Nogle Kristne paa Lager.” —
Hed som en Ovn
Er det uhyre Rum,
Hvor Plakaten omkring langs Bænkene render
Og gribes og slippes af svedige Hænder,
Og sluges, krydret af Vittigheder,
Som aldrig ender.
Her er kvælende hedt,
Og Skyggen en Gæst,
Som nødvendig maa med til Gilde; —
Nu hjælper det lidt;
Over Circus Solsejlet spændes,
Og paa lueforgyldte Trefødder Røgelsen tændes.
Endda er det hedt;
Men fra tusinde skjulte Kanaler
Gyder sig hen
Over Mængden en duftende Støvregn. Ah! hvor det svaler;
Begynd saa igen! —
En Pause. De slæber med Hager og Reb
Gabende Indvolde, Ligene ud;
Den som stod oprejst før som en Gud,
Han ligger nu hist som en slagtet Stud.
Capua sejred.
Arenaen damper af Ofrenes Blod.
De har slaaet, til Ære for Cæsar og Guder,
Hinanden med Næver ihjel,
Stukket hinanden med Sværd i Struben,
Fanget hinanden i Net;
Nu fejer og river man Mordergruben
Og strør Sand paa hver mørkerød Plet.
Den frie Quiriter er langtfra mæt,
Gladiatorkamp er hans daglige Ret,
Nu kommer ekstra Desserten: en Fyr,
Der skal ædes af vilde Dyr.
Og i Pausen slappes de glubende Miner,
Og Damerne spiser Appelsiner.
Der er han, der er han! Arenaens Gitter
Lukker sig efter en nøgen Slave,
Og de Tusinde rækker sig frem og titter;
Det er, som naar Blomster, store og smaa,
For Vinden vender sig i en Have. —
Der er han, den dødsdømte Slave!
Statholderfruen ser fra sin Hynde
Igennem den slebne Ædelsten
Og nikker let med en lille Smilen
Til den unge Sprede, Ædilen:
„Mager som en Mynde,
Men for Resten plastiske Ben!”
Og med Haandklap hilser man Slaven dernede.
Han ser sig omkring . . . han synes at lede . . .
Men hen over Bænkenes Støv og Hede
Ikke et Blik, ej et eneste et,
Som tyder paa Mildhed, som gemmer paa Naade.
Fra Pøbeldrengens letfærdige, kaade
Træk til de iskolde Vestalinder:
Kun Fjender.
Da farves med Rødme hans blege Kinder,
Og Slavens Øjne de lue;
Han har set paa de forreste Bænke,
Med Ædilen, sin forrige Frue.
Han krummer den senede Ryg i en Bue;
Højt oppe den bølgende Mængde titter;
Det gælder jo dog hans Liv!
Hans Negl er fra Ørknen skarp som en Kniv;
Et Spring kun, et eneste hævnende Spring . . . . . .
Han vender sig lynsnart omkring;
Der aabnes for Dyrenes Gitter.
Og ved Lugten af alle de friske Lig,
De fugtige Spor, hvoraf Sandet er furet,
Styrter med gryntende Skrig
Hyænerne først ud af Buret.
Med blodunderløbne Blikke de skule
Til Slaven hen:
Han er ene; javist; og har ingen fæle
Vaaben og bruger vist ej sine Hæle;
Slunken er Mavernes Trommer;
Til Sagen altsaa! De spreder
Sig om ham, men samles igen. —
Kattene kommer.
Med fremskudt Bringe,
De gulhvide Poter ret ud i Luften,
Tigrene springe,
En efter en, paa Arenaen ind
Og viser det plettede Fløjelsskind;
De snuser foragteligt, vejrende Duften:
De kender Plebejercohorten derovre,
Ørkenens luskende Sjov’re.
Endnu er Slaven ej set;
Det vældige Rum
Er ham Skranke.
Oprejst han staar, med Armene krystet
Foran paa Brystet,
Og venter paa Døden, som kommer,
Og hører sit Hjerte banke.
Da fanger hans Øre et Brum;
I en Brølen det ender,
Hvorunder Cirkus bli’r rystet;
Og sit Blik over Sandet han sender:
En Løve,
Stolt, med funklende Blik og med kongelig Manke.
Og Tigrene trække sig baglænds tilbage;
Det Syn det synes dem ej at behage.
Androkles og Løven er ene — de to;
Da ser han i Luften en udspilet Klo,
Og han folder i Bøn sine Hænder.
Men ingen Pote med knusende Slag
Slaar ham i Kvag,
Og da han nu løfter mod Dyret sit Øje
Og betragter Monarken nøje —
Er det hans Sansers Bedrag? —
Da lægger Løven sig for ham ned,
Krummer i Bugter den smidige Krop,
Lukker sit Gab, men spiler ham op
Sin Potes kløftede Flade,
Og Slaven skifter sit Stade,
Og knæler paa Stand hos den Vældige ned:
Dyret og Mennesket kender
Hinanden som gamle Venner . . . . .
Da lyder et Raab fra Bænke og Hynder,
Og Pøblen dundrer af alle Kræfter:
Naade!
Og den ved et Vidunder frelste Synder,
Med Dyret, som følger ham troligt efter,
Kaldes for Kejseren frem
At forklare den dunkle Gaade.
Og Slaven fortæller. Fortællingen springer
Som løbende Ild over Bænkene hen
Og til Galleriet sig svinger.
Og Circus drøner af Raabet igen:
Frihed for begge! Vivat
Løven, Androkles’ Ven!