Tys! — det var Tubaens Lyd. —
Et Virvar af Latter og Snakken og Skænden,
af Pegen og Vinken og Raaben og Renden,
Slængkysses Senden
med romerske Haandfladers lynsnare Venden;
den uhyre Summen, som Bikuben rummer
fra Gulv og til Top:
Alt hører op,
og den store Circus forstummer.
Kun i det fjærne, højest foroven,
drøner en Larm, som naar Middelhavsvoven
vælter sin Nakke, for Skummet befriet.
Det er plebs, Proletarernes Tros,
som slaas
om Pladserne paa Galleriet.
De kom, de Tusinders Skare, her hid,
i Toga og Kappe, med Bræmmer og Snorer,
salvede, glinsende Senatorer,
Ædiler og Præster og struttende Riddere,
samt alle Klienterne og saa videre.
Somme med Haaret opsat i Lokker,
skaldede nogle, nogle paa Sokker,
væved’ af Guldtraad og Ædelsten,
og øverst Pøblen med bare Ben.
De kom, de ærbare romerske Kvinder;
kun faa i Tallet. De sidde tilbage
og tænke paa Republikens Dage.
Bænket langs Podiet sidder en Krans
i lange Geledder
af Skønne, frisered’ og pynted’ til Dans,
en Række af udsøgte Yndigheder,
med sværtede Øjne og malede Kinder,
Blomsten af Blomsterne, som er til Fals.
Ved Siden, dækket af Lin til Hals,
de kridhvide Vestalinder. —
De kom for at se paa et Skuespil,
men et, hvori det gaar drabeligt til,
et Stykke, hvori man kan faa sig en Rus
— ovenpaa Middag og Sus og Dus
og Bægrenes Klang og Nattens Tummel —
i Blod og i Støv og i Vognenes Rummel.
Terents han morer dem ikke længer,
de lider alle af Overmættelse;
hvem bryder sig vel om en græsk Oversættelse?
Æskylos er dem for tung i Kroppen
og byder dem kun en Kulisse-Død.
Nej: hop! skal det gaa, paa de højeste Gænger,
Scenen skal farves blussende rød;
Pirring! er Raabet fra Gulvet til Toppen;
det parrer sig godt med: Billetter og Brød!
Og Kejseren — Kejseren selv er til Stede
og smiler doven til Folkets Glæde
og skeler imellem til dem, der støjer;
han véd, at hans Trone er bygget paa Løjer;
saa længe der gøgles og Folket er med,
saa længe staar Tronen trygt paa sit Sted. —
Og Kejseren læner sig frem paa sit Sæde
og sender mod Carcernes Aabning et Blik;
det fanges fra alle Bænke og Hynder.
Et Nik,
og Tubaen lyder, og Legen begynder.
Saa suse de ind i den cirklede Ring
fra den mørke Baas med et Mestersving
med Hallo og Hop, med løftede Liner,
Svøben i Luften, hoverende Miner.
Firspandet snøfter, Linerne strammes,
Lænder og. Nakke af Slagene rammes,
Benene ret i Luften ud,
og Kusken oprejst og stolt som en Gud.
Rundt i Arenen. Slagene hagler
ned over Ører, ind over Skagler;
Kusken strakt over Vognsmækken frem,
hans Øje ruller, spændt er hvert Lem;
Fraade om Munden af alle de Skrig,
Sved over Panden og bleg som et Lig.
Nu skal der drejes om Meter-Søjlerne,
Armen er krummet, han samler Tøjlerne,
kaster et Lynblik til Siden og ser
det nærmeste Firspand ganske nær.
Han hører Kusken, — og Stemmen er hæs:
Ja, hvæs
Du kun saa meget, Du lyster;
der er tusind Talenter paa Løbet sat,
tror Du, din skabede Tigerkat,
Du kører om Kap med en Kryster?
Én kun af os To, Du eller jeg;
og Cæsar han holder paa mig!
Saa skærer han ind i den andens Vej.
Hej, var der noget, som sprang?
Han hører bag sig et hvinende Skrig,
han véd, det er Kusken, som snubler.
Han vender sig ikke. Men næste Gang
kører han over et lemlæstet Lig.
Og Circus maximus jubler.
Saa cirkle de rundt i det vilde Jag,
og Støvet mørkner den lyse Dag;
Tummel og Brag,
og Eder og Jubel mod Himlen;
Svingen af Togaer for og bag,
knyttede Næver og udstrakte Hænder,
Virvar, som aldrig ender;
og Kejseren Centrum i Vrimlen.
De halse og jage og styrte afsted,
og alle ta’r Part i Striden. —
Det er et Folk, som skynder sig med
i Hast at faa Ende paa Tiden.