Ouverture.
Hør paa min Sang, Enhver som har huset i Hjertet
Trang til at ville,
Tvivl om at kunne,
Haab om at naa dog sit Maal.
Se, Solen drager ad Fjældsiden op
og kløver Skyernes Bølger,
Sagnet fortæller: Paa Bjærgets Top
Kærligheds Tempel sig dølger.
Jeg spurgte mit Hjærtes stormende Blod;
saa maalte jeg Fjældets Side.
Jeg jubled: om nu jeg paa Tinden stod
og turde paa Sagnet lide! —
Forgæves! I Tiden, som legende svandt,
spredtes min Styrke for Vinden;
med tyngende Tvivl jeg Vingerne bandt,
som skulde mig løfte til Tinden.
Hvad tyngende Tvivl? Du knejsende Fjæld,
du styrker jo netop den Svage;
jeg drikker af Ætherens evige Væld
paa Toppen min Ungdom tilbage!
Saa steg jeg. Det gik som en Gemse, i Sæt; —
for iltert, det maatte jeg sande.
Det vared ej længe, saa segned jeg træt
og tørred min glødende Pande.
Den Vind, som vifter fra Bjærget ned,
den ægger for hidsende Modet;
den gjorde mig gal, den gjorde mig hed,
den blev mig en Braad i Blodet. —
Men da jeg mit Øje paany opslog,
da vinked den straalende Tinde
saa fjærn og saa rolig. Og Vejen jeg drog
med Vinket i Hjærtet inde.
Notturno.
Gennem Bjærgskoven frem, i den rugende Nat,
hvor mit Selv, for sig selv bliver bange. —
Kan jeg ængstes af Grenen, som griber mig fat,
af et Vindstød, som vækker det slumrende Krat? —
Ak, Minderne er det, som vaager;
Det er dem, som vil Vandreren fange.
Hvad vinker mig fjærnt fra den stængede Dal,
hvor jeg drejed mig hundrede Gange,
paa den selvsamme Plet om den Hilsen, jeg stjal
i et bedende Blik, — bag en hævet Pokal —
ved en knitrende Ild i en hyggelig Sal ...?
Ak, Minderne er det, som vaager;
det er dem, som vil Vandreren fange.
Her er stænget for Vejen, et Fletværk af Krat:
i en Urskov jeg vandrer iblinde;
men nu glimter det gennem den begsorte Nat,
det er Bavnen fra Toppen, som melder mig, at
der er Sti gennem Vildnisset banet —
saa bort da hvert fangende Minde!
Marcia solenne.
Natten forsvinder og Skyggerne viger,
Vindene vaagne, Dagen er nær;
op gennem Taagen jeg søgende stiger,
ser mig omkring: er Maalet da her? —
Ængstlig ved Lykken, stum ved min Sejer,
sænket i Andagt for Templet jeg staar.
Andagt — men ikke for stirrende Billeder,
malte paa Kalkvæg, virket i Dug,
ej for en Dram gennem farvede Ruders
Skær, men for Kræfternes lysvaagne Brug.
Dagen og Livet
Tag imod Løftet:
Her vil jeg blive, paa Bjærgtoppen her,
klar paa mig selv i en renere Luft,
højt over Jorden, det Evige nær!
Finale.
Og min knælende Andagt var endt, og jeg gik
fra det dæmrende Tempel, ud til det rige
Syn af den mægtige Sol,
som opsteg fra Havet.
Med den mægtige Stjærne blev Verden som tændt
af vidunderligt Lys, og til Virken det kaldte.
Bjærget laa klart for mit Blik;
Gryet var endt.
Kom da, du kaldende Stemme fra Livet,
Virksomheds Budskab, lær mig din Lov!
Haanden paa Værket! Jeg hegner om Templets
Forgaard en skyggende Skov.
Morgnen er kølig, da glider mit Arbejd
let, men den brændende Middag skal ikke
se mig — det lover jeg — modløs at sænke
Haanden med mattede Blikke.
Kærlighed styrker mit Værk. Naar saa Dagen
hælder, da ser jeg i Solglandsen Bjærget
fyldes af Mænd og af Kvinder, som drog den
Vej, jeg har banet mig selv.
Da vil en Kærlighedshymne for Livet
rulle sin bølgende Torden om Fjældet,
stige med Tusinders Samklang og slaa med
Jubel mod Himmelens Hvælv.