Nu skulde vi bruge Styrken,
som for tredve Aar siden
af Forsmædelsens Jærn-Aag
smedded Staalet til Striden,
nu skulde vi mønstre Garden,
som kampbegejstret mødte
og med Roser slynget om Panden
ad tornede Stier blødte.
Ak, vi som nu er mærket
hver paa sin Vis af Striden,
hvor var vi velsignet unge
og hvor er det længe siden!
End følger vort brændende Øje
Ideernes stormende Faner,
men Garden er blevet en Freds-Vagt
af hædrede Veteraner.
Og langs med Veje og Stier,
hvor Tornen slynger sin Ranke,
hvor Ungdommens Hær-Skrig hertes,
og Vaabnene blinked saa blanke —
der tælles en Række Tuer,
hver Tue saa ydmyg og lille:
Gravhøje, om hvis Kjæmper
der blev saa underlig stille.
Højtidelige Stilhed —
som paa et Ekko venter:
en Taushed, fra hvis Alvor
vi Mod til Livet henter!
At Ungdommen evig bløder
for Frihedens sejrende Tanke,
det holder os Veteraner
i Ryggen ubøjelig ranke.
Ved Kvælden falder Baalet
mod Nattens Komme sammen,
men i hver Gnist, der gløder
den Sjæl, som avled Flammen;
spørg ej efter vore Smærter
i Skuldre eller Lænder,
men se os ind i Øjet,
og se, hvor dybt det brænder!
Trods Smærter vil vi haabe,
trods Svaghed ville vi sejre,
om end først fjærne Slægt-Led
den store Fred vil fejre.
O, lad os bruge den Styrke,
vi vandt os for tredve Aar siden,
til at stole paa den Ungdom,
som nu bliver Garde i Striden!