Jeg kender atter dette Sus i Luften
— en Elv, der jubler under sagte Graad —
og atter suger ind jeg Harpiksduften
fra Skovens Træ og Stuens Husgeraad;
jeg klatrer atter op ad Tankestiger,
der støttes mod den stejle Fjældemur,
og atter favner jeg en vild Natur
— og favned gerne alle Sæterpiger;
løssluppen som en Fugl paa spændte Vinger
jeg skyder — Gud ha’ Lov — den gamle Ham,
og atter synger jeg saa Væggen klinger,
mens alle Asgaardsrejsens Bjælder ringer —
og atter drikker jeg den norske Dram!
Lad mig kun tømme den, trods Hovedrysten
af Læger, Venner og kanske Veninde:
den, som med Styrken atter ligger inde,
— var det i Tanker blot, maa øve den;
jeg sætter atter Kurs mod Klippekysten
med Ønsker om at kunne kløve den;
ung er jeg atter — kend det her paa Røsten:
kom, stolte Norge, lad os prove den!
I Kappestrid med Dig, dit Hav, dit Fjæld,
dit tusindaarigt gamle Saga-Rige,
dit Trold-Toj langs det stride Fossevæld,
jeg lader, selv en Trold, min Røst opstige!
Det blir en Hymne, hvortil Du gav Navn,
en Svingkraft, hvortil Du har laant mig Fjæder;
smykt staar mit Kvad i dine Højtidsklæder,
jeg ser tilbage mig foruden Savn,
ung blev jeg, da mod Nord blev vendt min Stavn:
det er Din Sang, som synges til Din Hæder!
Thi saa’ jeg ogsaa meget saart og sygt,
som strider Striden i de trange Dale:
Du staar paa stærke Bjælkestotter bygt,
en Odelsbonde paa sin høje Svale.
Du skal ej trække Reb med Herremænd
i daglig Dyst om Lov og Ret i Landet,
din Akselbredde og din slanke Lænd
fik spændt de Herrer længst udover Vandet;
og paastaar man, at der er Godtfolk end
— næst Væggen — som til sligt et Spændtag trænger,
saa paastaar Du, at Dine stoute Mænd
vel véd, hvor Bilen paa sin Væg-Plads hænger:
Din Kraft er u-brudt end, om ej u-nyttet,
med Et dit brede Smil kan skyde Ham
og vise, Viking-Bonden er ej flyttet
fra Norge — derpaa kan Du ta’ en Dram!
Drik da Din Dram — og spørg ej først om Lov
hos Samlags-Folk og Afholdsprædikanter:
end sveder Safter i Din Fyre-Skov,
end fylker Ungdom sig med frie Fanter;
og har Din Ungdom lært af os mod Sønder
lidt Hovedhængeri, lidt Blegnæbs-Sprog:
stram den, o Norge, op, før den begynder
at prente Sproget i hver nybagt Bog.
Hvo der, som Du, har slige Fjælde-Vidder
til Tumleplads for hver en fyrig Trang,
behøver ej at trækkes med det Gnidder,
der gør os Kunstens Vej — lidt lovlig lang.
Hvo der kan ha’ de Særkeærmer hvide,
som dine Jenters, om sin brune Hals,
bør ikke la’ sin Musa gaa tilfals
for i det bittre Æble surt at bide.
End straaler ud fra dine Mestres Værker
den stærke Glans — og skal den skyde Ham,
saa lad den opstaa ung i nye Mærker:
derpaa, o Norge, drikker vi en Dram!
Tag Skaalen; den er din, med Ret, med Hæder;
tag den fra En, hvis Ønsker kun er ét:
at kunne slide slige Højtidsklæder
til daglig Brug med Smilet sundt og bredt!
at kunne evig ung som Fjældets Tinde,
hvor mos-graat end dets gamle Væg er klædt,
Naturens Stor-Ro med den Rus forbinde,
hvori hvert Kunstnerliv er lovligt stædt!
Og har vi klavret højt ad Ønskets Stige
og givet os lidt for pathetisk hen:
nuvel, dernede lyder Dølens Gige,
den skal vel nok faa bragt os ned igjen!
Det er „Naturspil”, denne Leg i Stuen;
i megen Røg og mindre Renlighed
der tramper Gut og Jente omkring Gruen,
og Dansen gaar i deres Ansigts Sved.
Den Dans, den Leg, den Lugt, den Alvorsmine,
som for et heldigt „Stev” kan skifte Ham! ...
Nej, Jeg er blandt Naturfolk — Død og Pine:
Skaal, gamle Norge, i din egen Dram!