Hovedpiners Ring om Panden
fra Evropas Storstadsluft —
nej, for Fanden:
Fosse-Dur og Furu-Duft;
storme Jotunhejmens Tinder
i et Overmaal af Kræfter,
skaale med Vorherre selv,
slænge Bægret i en Elv,
og paa Ho’det ned derefter.
Stille! læg din Sølv-Sordine
paa de altfor spændte Strenge
over Fjældemurens Flænge
glimter Maane-Nyet lyst:
som en Tempelild, der tændtes
i en Højhed fjærn og stille,
dér hvor Evighedens Kilde
svaler Mærket, som indbrændtes
i et voldsomt Sangerbryst.
O, jeg stod en Kvæld deroppe,
hvor den store Stilhed raader,
stirrende mod hvide Gaader:
Tinder klædt i sølvblaa Sne;
Solen sank, og Skyggen strakte
sine bløde Kvindearme
skærmende mod Dagens Varme,
mens et Kildespring mig rakte
Læskning imod Tørstens Ve.
Vift mig, Kvældens Brise, Panden
sval i Høj fjældsverdnens Luft —
saa til Randen
Bægret fyld med Vinens Duft:
Elve suser, Fosser bruser,
Bjærgets Barm sin Spændkraft maaler,
Lien smiler jomfrufin —
det er Norges gamle Vin
skænkt for mig i nye Skaaler!