Jeg fandt hende ikke. Og Solen steg,
og Varmen sænked sig ned;
Middag blev det, en Middag
saa stille, brændende hed.
I Haven ikke en Luftning.
Lodret med Læg ved Læg
er Tujaen klippet, og Varmen
er selv saadan lodret Væg.
Den flytter sig ikke. Ja prøv det blot
Du slipper igennem ej;
og dog er der Fodtrin over
den røde, blændende Vej.
Hvad skinner derhenne i Gruset
under den støvede Hæk?
Det er en styrtet Gudinde.
En Stormdag fik hun sit Knæk.
Stormen griber lidt ublidt fat;
Lynet og Tordenbuldret
kender ej Skaansel mod Damer,
hvis Grundvold engang er smulret.
Styrtet ligger, blandt Støv og Grus
og træge, kravlende Biller,
et Marmor og stirrer mod Solen
med himmelvendte Pupiller.
Stakkels Gudinde, jeg dækker
med Tørklædet her dit Blik;
jeg kender mit Spor over Gruset,
jeg kom, jeg saa’ og — jeg gik.