Kyper, sæt mig Vinen frem paa Bordet!
Kunderne? — naa, de er alle væk . . .
sæt mig Flasken frem, men ikke den, som
har en Lugt af Svovl og Smag af Blæk.
Kyper, sæt mig Vinen frem paa Bordet,
den fra attenhundredoghalvfjers,
den, hvorom jeg gerne kunde gøre
mer end attenhundred gode Vers.
Mine Kunder: — ja hvor er de henne?
mine Penge — de er svunden ind.
Kunder — Penge: Pokker har dem taget;
men jeg har Kulør endnu om Kind.
Endnu Livets Rose for mig blomstrer
som den aander op i Sommerluft,
endnu andagtsfuld dens Blad jeg kysser,
endnu fryder mig dens skære Duft.
Hvorfor jeg er frisk og end ilive ? —
ja den Ting jeg nemt forklare kan:
jeg har stundom drukket gode Vine
— sjeldent eller aldrig drukket Vand.
Denne By har haft de gode Tider,
men den har ej brugt dem med Forstand;
den har lagret mangen ædel Drue,
men den har forsømt sit Drikkevand.
Denne Farsot, som nu hærger Staden
og gør Godtfolk utryg vidt om Land,
den er ikke Løn for gode Vine —
den er Straffen for det slette Vand!