Og har jeg en skrøbelig Jolle blot
tilbage med Aarer og Sejl,
og er Ekvipagen end saa som saa
med Rifter og Lapper og Fejl,
og kan I end kigge mig Fejlene ud
og tage paa Kornet mig hist og her
for Mundingen af et Salon-Gevær,
mens selv I forsigtig jer hytter: —
min Jolle den staar dog vel nok for Skud
af saadanne Vaaben og Skytter.
Plaf vækl saa længe og lystig I vil,
de Hagl er af maadelig Art;
der skal dog en større Kaliber til
at standse min Baad i dens Fart.
Er Jollen end skør og kun saa som saa:
Jeg kender dens Fejl og dens Dyder.
Hvor Hjærtet er stort, bliver Manglerne smaa; —
Plaf væk! Jeg sejler; I skyder.
Det er ikke Lune og Overmod.
O aned I blot, hvor der bor
en grundfæstet Tro bag de lappede Sejl,
en Ro ved det rastløse Ror!
Thi jeg og min Baad, og mit Mod og dets Grund,
er nittet tilsammen, vi prøvede To,
mens I, assureret for Gaard og for Bo,
er splittet i tusinde Stykker;
og Den maatte være, som fandt eders Bund,
en sjelden duelig Dykker!