I dette mit fattige Kammer,
kun med et Bord og en Stol,
uden et Billed paa Væggen
og uden en Bogreol;
i denne min ydmyge Stue,
højt under Tandlægens Tag,
jeg synger stolt mine Sange —
og haaber, det gryr ad Dag.
Jeg længes, og haaber, og venter:
der gryr vel i Hjemmet en Dag,
hvor Frihed og Frisind kan hejse
paa Stangen det vajende Flag.
Jeg véd, var jeg bleven derhjemme,
og havde paa Maatten mig holdt,
og ikke spillet med Godtfolks
Gudebilleder Boldt;
men siddet pænt paa Kaféen,
og vasket Folk deres Bag,
og lét ad en sjofel Historie,
og kørt med Pegasen imag;
og stillet med Lyren til Taffels,
og digtet de kønneste Vers,
og ikke kommet Theater,
Moral og Presse paatvers —
Ja saa var jeg blevet til »noget«
(under behørig Kontrol)
Professor — kan hændes Etatsraad —
bag Sammensmæltningens Skjold.
Nuvel! jeg har valgt at fortrække —
og føler mig stemt som til Fest,
og lader o min Guldlyre klinge
selv under Krig og Pest.
Og skulde — hvad Gud forbyde —
den slemme Syge ta’e fat
derhjemme, hvor Øllgaard og Meldahl
staar ved det styrende Rat;
saa byder jeg her paa Forhaand
— og yder for min Person —
en Haandfuld frejdige Viser
til Hjælp ved Desinfection;
og føjer dertil et Husraad,
mens Sygen endnu er i Vorden:
vask jeres Hænder ret hyppigt,
og hold jeres Maver i Orden!