»Slyng Skjoldet op i Masten, heis det sorte,
Krudtsprængte Flag, og brænd Kanonen løs.
Viis Dødens Tænder gjennem Skudens Porte,
Nu lette vi fra Ankerlivets Døs.
Fortvivlelsens Skjoldmærke, blodigrødt,
Skal throne over vore kjække Pander, —
Vi æske Faren. Møder den: — »»Vel mødt!««
Blod skal der strømme, før vi atter lander.«
Saa talte han og steg ombord. Og Skibet
Gled sporløst over Havets vide Vei.
Hans Mærke var en afbrudt Bro, hans Navne
Utallige, men Ingen kjendte ham.
Han sagde sandt, at Blodet skulde rinde
I Strømme, før han atter vendte hjem, —
Dog Blodet blev hans eget, og hans Mænds.
Men hvor han landede, det veed der Ingen.