King mob er en mægtig Potentat
Med hundred Arme og tusind Tnnerer.
Hans Herredom er en Arvestat,
Hans Rigsklenodie Hunger.
Om Dagen i Hulen, om Natten paa Gaden,
En Pjaltekaabe slingrer om Raden,
Hans Love, det er et Tyvegreb,
Hans Krone, det er et Hampereb.
Dybt under Dybet der er hans Plads,
Der funkler hans selsomt brændende Øie,
Ved Galgens Stamtræ til Skarnets Palads
Er han knyttet fra Barnsbeen nøie.
Lukt er hans øre for Livets Færden,
Den trænger kun dumpt til hans dulgte Verden,
Hen lugter han Grydernes fede Næring,
Let er i hans Næse en Krigserklæring.
Kjendte han Noget til Magdeburgs Brand,
Let vilde være en Smaus for hans Gane,
En Lækkerbid for hans sultne Tand,
Saadan at røve og rane.
Kjendte han blot — men han kjender det Alt,
Verdensdyndet til Dybet sivet,
Har gjennem Sekler King mob fortalt
»Skandalerne« oppe fra Livet.
Dybet er »Verdens« tro Parodi;
Stodderakteuren i brogede Klude
Spiller »Beaumonden«, der gaar forbi
Kjælderens fidtede Rude.
Dybet har slugt ved en osende Praas
Verdenshistoriens røde Romaner,
Og klippet et Motto af Sandhed og Vaas
Til Indskrift for sine Faner.
Den sminkede Last, den fine Halunk,
Hver Korruption deroppe i Vrimlen,
Fra Biskoppen ned til den kuttede Munk,
Fra Fyrsten til Smaaborgerstimlen:
Guldstøvets Smuds er sunket til Bunden,
Der gjemmer man Alt, hvad deroppe blev syndet
Man kalder deroppe en Tidsalder »svunden«,
Men Sporene sidde dernede i Dyndet.
Og det vider sig ud, og det løfter sig op,
Det bobler og gjærer dernede i Skarnet.
Der avles en Kjæmpe med vældig Krop,
Og »Verden« er Fader til Barnet.
De Store deroppe kjende ham ei,
De tro sig sikkre for Kronprætendenter. —
King mob ligger stille, forhaster sig ei,
Til Tidens Fylde han venter.