Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg staaer ellers min Vugge,
Det Bedste er en strygende Medbørsvind,
Og saa at høre Glaslærken klukke.
Forstaaer sig til Maade, og ikke for tidt
Og aldrig naar det kniber for Skuden:
DORTHEA gaaer forud, saa kommer Akkevit;
Hvad var jeg vel min Dorthe foruden.
Næven paa Roret og Skøderne klar
See det er min Lectie paa Vandet;
Naar det kuler: en Skraa, i Stille: en Cigar,
Saa kan Fanden tage Lectierne paa Landet.
Vorherre han hjælper! — og naar han ikke vil
Saa kan det ogsaa være det samme;
Et Reb eller to, saa lade vi staa til
Og slippe vel som oftest uden Skramme.
Man skal klare for sig selv som en ærlig Gut. —
Den Gamle deroppe bag Skyen
Han har nok at bestille og sjelden en Minut
Tilovers for en Skipper fra Fyen.
Men naar jeg nu seiler saadan sagtelig hen
Og Vinden fløiter som en Finke,
Saa kan det nok falde, at jeg tænker mig derhen
Ved en rødmalet Dør med en Klinke.
Og saa trykker jeg paa Klinken, og Døren gaaer op
Og der sidder En og strikker paa en Trøie,
Og det er min Tøs, og hun skjænker i min Kop
Og hun kysser mig og deler min Køie.
En Skude paa Vandet, i Havnen en Tøs
(Og Dorthe hedder begge med Ære).
Den ene ligger klar, naar den anden faaer: Adios!
Se saadan skal en Skipperdorthe være.
Ved Børsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg fortøier jeg hos Mutter.
Skuden skjænker Penge, naar Vorherre skjænker Vind,
Men Tøsen kan skjænke mig Gutter.
Og derfor er jeg glad og derfor er jeg frisk
Og freidig som en Skipper kun kan være, —
En Krabbe er dog aldrig saa god som en Fisk,
Om Fisken ogsaa lugter lidt af Tjære.