Hun var for ringe til at fatte
den Aand, som sled i hendes Aag;
men til at dele alle Jordens Skatte,
ifald han havde slæbt dem sammen,
og til at sætte sig paa Kistens Laag,
hvorunder Guldet dynged sig i Poser,
og proklamere evig Fryd og Gammen,
bekrans’t med Roser,
hun havde været, o ja, mer’ end klog.
Hun var for lille til at række
hans Pande, naar den knejste høj og klar,
men stor nok til hans Mund med Kys at dække,
og til at hviske Ting ham i hans Øre,
som Manden altfor gerne kun vil høre.
Til Favntag var hun aldrig sen,
de kosted hende intet, ham hans Ro,
hans Fred og næstendels hans Ære.
Han bar fra hende bort den Lære:
for at erhverve sig en Kvindes Tro,
som købes for lidt Smiger, for en Dragt
paa Moden — undertiden paa Kredit —
bør man ej altfor stort et Offer bringe.
Hun bar fra ham hans koldeste Foragt —
og saa en Medaljon og nogle Ringe.