Sig, husker Du, der var en Mand,
med brunrød Kind,
med klare Øjnes stærke Brand
og større Hjærte end Forstand,
med Fejl — o ja, hvem har ej dem?
men ærlig Trit i Skoen frem;
han vilde bygge sig et Hjem,
han satte Alt paa Værket ind, —
sig, husker Du, der var en Mand
saa tillidsfuld i Sind?
Nu kommer han fra Værket hjem
med blegnet Kind;
han gik — maaske — for lige frem,
saa snubled han; der er jo dem,
som bedre denne Kunst forstaar
at gaa, hvor Vejen Bugter slaar.
En af brændt Tomt er nu hans Gaard,
forkullet er hans eget Sind, —
han satte altfor meget
paa altfor lidet ind.