Dér laa den og lod sig af Solen beskinne,
Vejen derop imod Bjærgets Tinde;
de svinged deroppe med Huer og Hatte,
knap kunde Vandreren fatte,
at det var ham selv, det gjaldt.
Der var flagrende Faner og Grønt og Baand;
hvad Under, om Vandreren strakte sin Haand
jublende op imod Kransen, som vinked,
Lavrernes fristende Gren?
Saa tav de — paa Tavsheden fulgte en Sten,
flere, en formelig Regn, som faldt;
og Vandreren standsed og tog til sit Ben,
og ned over Bjærget han hinked.
Er det et Sinaï, spurgte han sig,
hvor Loven paa Sten man skriver?
Er det Forsynet selv, som sidder deroppe
og Ordrer sit Ombud giver?
Er det den store Retfærdigheds Lyn,
som flammer bag Skyer sorte
ned fra de vrede Bryn?
Eller er det kun Dommerens Skriver,
som, medens Herren er borte,
med Stumper af Tavlerne hiver? — . . . . .
Maaske har jeg fortnet min Vandrings Gang
lidt hastig, — nuvel da, jeg beder
Herren deroppe, at høre min Sang;
den er vendt imod ham, ej mod eder.
Saa sandt som min egen Svaghed og Brist
jeg kender til Punkt og Prikke,
jeg føler det Stenkast som »Tak for sidst«, —
som andet jeg føler det ikke.
Der løber i Sangerens hastige Blod
saa stridende Strømme tilsammen;
det er let nok at vise hans Overmod,
men Modet er Ord af den samme Rod,
og Et maa man lade, at stedse jeg stod
tæt opad Offerflammen.
Jeg kasted mit Ved paa den blussende Ild,
jeg har ikke skaanet mit Brænde,
det maa jeg vel selv bekende;
og gjorde end Varmen mig stundom vild
og jaged mig Blodet til Panden:
naar Hjærtet er ungt, saa er Luen paa Spil;
skæld kun paa Varmen, saa meget I vil,
den fik dog ikke Bugt med Forstanden.
Ét fik i Panden jeg banket mig ind
ved denne Hagel af Stene:
at den, som sejler mod Strøm og Vind,
han sejler bestandig alene.
Trods Hjærtet, som luer, trods Barmen, som slaar
omkap med de havfødte Bølger,
kun jevnt paa sin Vandring han Maalet naa’r;
et Spring kan faa standsende Følger.
Det lærte I nylig den Vandringsmand
paa Solskinsvejen mod Lykken:
at dæmpe sin Lue og lære Forstand
af dem, som fægter fra Skyggen.
Og det er min Tak, og det er mit Ord
til Skriverkarlenes samtlige Kor,
som gav mig saa grundig Lektionen. —
Mod ham, som oppe paa Toppen bor,
mod Hjærternes Herre, paa hvem jeg tror,
mod Mesteren, hvorpaa min Kunst beror,
nedstemmer jeg ydmyg Tonen.