Saa var Du kun den smukke, skøre Skal,
Konkyljen, som henover Havet sejled;
og jeg var Havet, hvori Du Dig spejled,
og mine Vovers raske Tonefald
bar Dig afsted, — og det var mig, som fejled.
Ja jeg har fejlet — i, hvad jeg har troet
at høre stige fra Konkyljens Rum,
mens andagtsfuld jeg ved din Side lytted.
Min Sang det var, som i din Skal har boet,
min Voves Genklang lød; — selv var Du stum.
Nu har Du Havet mod en Have byttet.
Og Du vil ligge i et Blomsterbed,
opvartet af galante Sommervinde,
og dine skønne Farver vil man prise,
og dadle Havet for dets Voldsomhed.
Men Havet har sig lært en liden Vise;
den vil det synge paa sin vide Vej,
og Du vil ligge i dit Bed og skinne.
Lig kun i Fred! Du ligger tørt og godt;
og kommer der i Havets Øje Vaadt:
vær rolig! Visen handler ej om Dig.
Det Vaade var kun egen Svagheds Minde.