Den skulde over Barren, afsted tilhavs;
det er fejgt, det er snavs
at være bange.
Men Barren er en Banke, som man maa passe paa;
det brænder, det bryder; en Kende paaskraa:
Du er væk. Det er hændt for saa mange.
Den damped gennem Søen, den duved, den sprang,
der var Træk under Kedlen, i Hjulene Gang;
ved Siden stod to rokkende Stager.
»Han springer, den Friskfyr. Halløj, Kammerat,
vær ikke saa hidsig, løb ikke grassat;
af Vejen for en aldrende Vager!« —
De fyred under Kedlen, og Røgen drev væk.
Det var, som jeg følte en Sjæl under Dæk,
en Ildsjæl, begærlig efter Kampen.
Og skræmte Fugle svirred fra Grundene op;
det led imod Natten. Med Blink fra sin Top
svandt Damperen væk under Dampen.
Den satte over Barren tilhavs, afsted:
Vil Du med? saa kom med,
vær ej bange!
En »Barre« er en Spore: lad Hesten blot forstaa
den Ild, som besjæler, det Maal, Du vil naa’,
og Grundene, som slugte saa mange.