Jeg lægger Alting for din Fod:
mit stærke Haab, mit stolte Mod
og min Erfaring fra de strenge Dage.
Jeg lagde Alting i mit Spil,
Du føjed al din ømhed til;
jeg lægger Lyren for din Fod —
i den er Du; jeg har ej mer tilbage.
Bed mig ej glemme, hvad jeg led,
da ene jeg mod Alle stred.
De har i Lyren deres Flænger skaaren.
Dens Glans for stærkt i Øjet skar;
men Tonen, som dens Strenge bar,
den var for højt for deres Knive baaren.
Den for ivejret som en Fugl,
da de faldt over Redens Skjul,
da deres Knive strejfed Vingeljæren.
Jeg greb til Siden, drog mit Sværd;
det var dog vel en Prøve værd,
hvem der gik af med Sejren eller Æren.
Du drog mit Værge varsomt væk,
min Hæftighed Dig voldte Skræk:
Husk, Du har ikke Ret; husk, Du har fejlet!
Jeg slap, og saa’ i Luften op;
højt under Skyens Solskinstop
paa Flugt mod Syd en Skare Fugle sejled. —
Jeg lægger Alting for din Fod.
Nu skal vi prøve Haab og Mod
og min Erfaring fra de strenge Dage.
Jeg fulgte gerne Fuglens Vej. —
Jeg bliver her; jeg flygter ej;
jeg kæmper her, hvor Slaget stod,
saa lad os se, hvor langt der er tilbage!