(Juli 1874).
Før.
Hvad er det for en modig Flok,
som over Nordhavs-Vovens Skum,
med Sejlet spændt fra Raaens Nok,
med Skjolderad langs Øse-Rum,
i Sommernatten farer?
Hvad er det for en Kæmpe-Æt,
som her paa Skudens skøre Bræt
det mørke Dyb befarer,
og ler ad Bølgefossens Skvæt
og trodser Færdens Farer?
Hvad er det for en bjærgfast Ø,
som op mod Nattehimlens Glans
fra Urtids Grund i dyben Sø
sit Hoved, slyngt med Jøkel-Krans,
stolt knejsende nu strækker?
Hvad sælsomt Navn har dette Land,
hvor frosne Bjærge staar i Brand
med Damp af Sneens Sprækker,
mens tordnende fra Jøklers Rand
Ildstrømme Stranden rækker? —
Det er en modig Mande-Flok,
som drages mod den fjærne Ø,
som fik af Kongevælde nok,
som heller ønsker fri at dø
end bunden leve Livet;
det er en uafhængig Æt,
som kaster ud sit Højstols-Bræt,
i Vætters Værge givet,
og søger saa sin Friheds-Plet
paa Landnams-Vis for Livet.
Det er en bjærgfast Klippeø,
som skænker til en mandig Slægt
en Mund, hvis Aande ej skal dø,
en Arm, hvis Værker skal faa Vægt,
et Ry i Sekel-Tide.
Det er et Land, hvor, klædt i Dragt
af Friheds-Malm, paa Grænsevagt
Sagn-Kæmpen snart skal ride
fra Næs til Myr, fra Tun til Trakt,
som Gunnar under Lide. —
Ja! Farten gaar en Sommernat
mod Nord, mod Islands stejle Kyst;
til Rors den bedste Mand er sat,
den største Helt med bredest Bryst
til Styrismand er kaaren.
Fjeldhøj mod Midnatssolens Glød,
som blusser paa hans Ringsærk rød,
han staar ved Styreaaren,
mens sikkert over Havets Skød
Lang-Snekken bliver baaren.
Han kommer fra det fjærne Land,
hvor Friheds Arne nu er kold,
hvor Herskerkrigens hede Brand
drev Bamsen bort fra Hiens Vold
og rydded Rævens Gange.
Ham lysted ikke denne Lod:
saa heller Bølgens Brand og Braadd
og Kamp mod Dybets Slangel
»Lad Kongen trække Fisk i Vod;
os skal han ikke fange!
»Der er vel Fisk med sligt Begær;
os tykkes det den værste Skam
at slippes i et Karpe-Kær,
at gaa i Kongens Fiskedam
og fo’res fint med Krummer;
nej bort til fremmed Frihedsstrand,
mens Kæmpen end i Mund har Tand
og Frembors-Blæsten rummer!
For Stævnen staar det stride Vand;
ret som en Bams det brummer!« —
Og over Toft og Bænkerad
der lyder Raab og Vaabengny;
hvor Hav og Himmel skilles ad,
der højner sig en mørkblaa Sky
med- Glimt af lyse Bræmmer.
»Nu Høj-Stols-Støtter overbord;
os viste Vejen Asa-Thor,
hist Maalet han bestemmer!«
Og Raabet rækker Næs og Fjord
med Brag af stærke Stemmer.
Siden.
Der sejler stolt en Sommernat
for bliden Bør en Dampfregat
med Kongsflag under Gaffel.
En Skare Mænd paa Skansen staar,
og mens man Kaffen ombudt faar
— samt en Likør-Karaffel —
helt frit Konversationen gaar,
som Skik er efter Taffel.
»Og hør Du Klein, Du store Mand,
mens Kongen slumrer, her paastand
Du Rejsens Runer raade!
Hvi gaar vi, baade Vært og Gæst,
til denne Islands Jubelfest?
Hvad skal den Vandgang baade?
Det er en dunkel Gaade!
»Og hør Du Klein, Du Statens Raad,
har Islands Folk til Fester Raad,
saa kan ej Folket trænge.
Saa kunde vi min S’æl ha’ spart
til meget andet Nyt og Rart
de mange, mange Penge,
vi sendte dem saa længe.
»Og hør Du Klein, Du Danmarks Trøst,
Du sige frit med djærven Røst,
hvad Du af Rejsen venter.
Femhundred Aar var Island vort:
vi kendte det kun af vort Kort,
og af en Flok Studenter,
hvis Ry nok som bekendt er!
»Og hør Du Klein, Du Kongens Ven,
hvorfor gaar vi ej hjem igen
og lader Festen fare?
Du er jo vistnok meget klog,
men kan Du tale islandsk Sprog?
Her har det ingen Fare,
men kan Du hist Dig klare?
»Ja hør Du Klein, Du kloge Mand,
Du bragte Tingen pænt i Stand:
Forfatningen den klare.
Men er dit Udkast ej for tamt,
og har Du bundet Knuden stramt,
saa den kan længe vare —?
Hvad vil Du dertil svare? —«
— »O store Skjald og Kammerraad,
Du, med din »Liv i Lænkers« Graad,
Forfatningen er stram nok!
Den blev ej blot for Island gjort;
lidt Snak deroppe gjør ej stort:
Befolkningen er tam nok,
naar bare den har Lam nok!
»Nej, ser Du, Skjald og Kammerraad,
en gammel Kælling har mig spaaet,
det kunde gaa saalunde:
Dhrr. Berg og Bojesen,
af Kampen ked, en Skare Mænd
paa Skagen samle kunde
en Gang i Fremtidsstunde;
og drage til den gamle Ø
heroppe i den vilde Sø,
og sende ud Budstikken;
og agitere hist og her,
og rejse rundt med stort Besvær,
de to og hele Klikken,
til Gavn for Republiken!
»Lad dem da rumle som de vil!
ej mø’nsk, ej bogø’sk Kraft slaar til,
naar jeg har Part i Striden.
Forfatningen er døbt »Hr. Klein«,
men der er Ingenting i Vejen;
i Vækst den end er liden,
men vokser nok med Tiden!« . . .
Saa veksles disse gæve Ord,
og Hvermand glæder sig ombord,
og der bli’er Sjov paa Dækket.
Fra »Jylland« øjnes Islands Top,
og Kongen bliver vækket.
Højt knalder da Champagnens Prop,
og der gaar Dans paa Bak og Dæk, —
kun stakkels Rosenberg er væk,
maa ej hos Kongen være:
nej »Heimdal« skal ham bære!