Holger Drachmann (1846–1908)

Nej og nej og atter nej:

det var dog for galt min Sandten,

om min Stemme hørtes ej

som en Bas iblandt Diskanten,

hvor den store Richard Kaufmann,

og den anden store Skjald,

ham, Professor-Aspiranten,

Ridderen og Kongs-Drabanten,

Harpen slaar i Kongens Tjald!

Referater uden Tal,

Taler uden Maal og Maade,

Lommeklud for Øjne vaade,

Hurraraab, Kartovers Skrald:

sligt jo længst vort Øre naaede;

og vi sejled ud i Flaade,

og vi modtog Majestæten,

medens Himlen selv ved Fêten

græd og lo paa samme Tid.

Ak ja, hvilken herlig Tid!

Frederik den Sjettes Dage

vende paa en Prik tilbage;

vi er saa loyale, spage,

har forandret rent vort Væsen,

er ej kritisk, er ej kræsen,

vi kan trækkes om ved Næsen

af det røde Liberi; —

Klein er trukket selv deri.

Men højt over Virakduften,

fri som Fuglen gennem Luften

i Gondolens Kurv jeg fór,

og jeg saa’ den lille Jord,

hvor den drejed sig i Rummet,

knagende omkring sin Tap.

Brat jeg Barometret slap,

og af Undren jeg forstummed:

»Hvis vor Klode er saa bitte,

»hvor bli’er saa de »Store« a’?

»Hvordan skal man Klein og Trap,

»ja og Finsen kunne hitte;

»hvor skal »Glorien« komme fra?

»Hvor skal man Fregatten finde,

»som til Ingolfs Hædersminde,

»med sin dyre Ladning inde,

»gennem Sø og vilde Vinde

»dampende til Island gaar? —«

Ja, slig Tanke tænkte jeg. —

Men Ballonen Skylden faar

for min Tankes uloyale,

tvivlesyge Enetale.

Jeg er jo saa højt til Hest,

Jorden fjærnest, Solen næst,

ført af frejdig Frembørs-Blæst,

styret af min Sanger-Gave,

og jeg kan ej stille mig

— det er afgjort, det er sikkert —

med min Sang og med min Kikkert

i Niveau med alt det Lave.

Altsaa, kære »Morgenblad«,

hvis Du Referat vil have,

maa Du forud Dig belave

paa en Mad af eget Slags:

ingen »Dagblads« røget Laks,

som maa pebres, skal den glide;

ingen »Berlingsk« liljehvide,

royalistisk Fløjelsgrød;

intet lækkert Sukkerbrød,

bagt i »Telegrafens« Kælder;

Pokker heller!

hvad jeg byder og fortæller,

frisk fra Hjærtets Ovn jeg sender

øser op med baade Hænder

af mit eget Saltmadsfad.

Nyd da Maden, hør mit Kvad;

hør hvad her fra Luftens Zoner,

stemt i mindre høje Toner

end de andre Harpenister,

jeg paa Harpen mig fordrister

frejdig til at referere

om den Fest, — som er ej mere!

Reykjavik har Festdragt paa.

Alt er klædt i Søndagsklæder;

der er Trængsel alle Steder:

Kongen vil fra Borde gaa!

Kongen er jo med Fregatten,

som er kommen hid om Natten;

Klein og Kaufmann, hele Klatten,

tager nu saa smukt til Hatten,

og Matrosen mander Raa:

Kongen vil fra Borde gaa! —

Se, hvor Giggen, smykt med Flag

spejlende de blanke Sider,

dreven frem med raske Tag,

ind mod Landgangsbroen glider.

Alle er i bedste Stads;

Rejsen den var ingen Spads,

søsyg var de fleste vistnok,

og den Sygdom er jo trist nok,

men nu føler man sig bedre:

disse Stjærner, disse Fjedre,

disse Brandebourgs ved Kraven,

disse Livgehæng om Maven,

denne Alvorsmine kæk

jager nu paa Flugten væk

Mindet fra Fregattens Dæk,

den Gang Plankerne var vaade,

den Gang ingen Magt formaaede

noget imod Søens kaade

Anfald; og da Trap han spaaede,

at man aldrig Island naaede. —

Den Gang var vor Klein kun klejn,

og han slog sig haardt for Panden,

og han stønned højt. . . Gid Fanden

havde denne Jubelfest!

Kammerraaden, som stod næst,

lig Per Paarses Skriver spytted,

svor, at Skjaldemod ej nytted

i en saadan bansat Blæst. —

Men, som sagt, nu gaar det bedre

under Trekanthattens Fjedre. —

Og man lægger til ved Broen

under Hurra og Begloen.

Hører dernæst straks paa Stand

Landshøvdingens dybe Rømmen,

hvor han giver Talen Tømmen,

priser sin og Kleins Forstand,

takker Kongen med Berømmen,

hilser fra det ganske Land,

glemmer ikke »Understrømmen«,

taler lidt om Baal og Brand,

sociale Uvejrsskyer

fra den slemme Menigmand. —

Her han Talens Traad fornyer,

minder om den Dag, som gryer

over Islands Jøkelrand,

her hvor Bjærge staar i Brand,

her hvor Sigurdsson er borte,

og med ham det Fule, Sorte;

og hvor hver en islandsk Mand,

for at fejre, som han burde,

Festen, gaar i linned Skjorte,

som han aldrig før var van’ . . . . .

. . . . . . . . . . . . . .

Kongen takked. Ej med mange

Ord, men de, som kom, var gode.

Finsen maatte flere Gange

for de Folk, som rundtom stode,

tolke Talens rette Mening.

Derpaa gik man i Forening

hen til Landshøvdingens Bolig;

her man skiltes ganske rolig,

Folket lejred sig paa Gaden

og »de andre« — omkring Maden.

Og mens Kniv og Gaffel hviler,

rejser Klein sig op og smiler,

tørrer Hagen med Salveten,

bukker dybt for Majestæten,

siger saa med den ham egne

Takt, at han paa Islands Vegne

takker Kongen for hans Gave,

den, han selv (Klein) fik at lave,

da det gjaldt de gode, brave

Islændinger at fornøje.

Hvis man ej fandt Gaven god,

kom det paa Ministrens Trøje;

dog, det kunde han med Føje

sige, havde ingen Fare;

thi saalænge Kongen bare

og Bureaukratiets Skare,

dertil Pressens Tropper vare

rede til ham at forsvare,

skulde han nok Sagen klare!

Der var ingen Ting i Vej’n:

han hed ej for intet Klein!

Og saa løsner man Kanonen

for den store Statsmands Virken

og saa- vandrer man til Kirken,

sætter dér paa Værket Kronen

med en Lovsang til Vorherre:

Tak, for Rejsen ej var værre!

Se, et Tog henover Sletten!

Hvilken lystig Kavalkade;

som en Slange frem det glider,

alle glade

én for én i Toget rider;

ret et prægtigt »Gaaseridt«. —

Solen straaler, Himlen smiler,

Pisken knalder, Hesten piler,

Av! der snublede en Hest.

Død og Pine,

hvilken Mine

af Forfærdelse i Toget!

Stødte nogen sig paa noget?

Var det Adjudanten, Holten,

som i Volten

Tyngdens rette Lov forfejled,

eller pejled

her, som andetsteds, Marinen

lidt forkert og tabte Linen?

Ak nej, Minen, Alvorsminen,

tyder paa en stor Malheur;

tænk Dem! . . . . Hør! . . . .

dog, — nu gaar det jo som før;

Faren alt er, overstaaet,

det betød slet ikke noget,

kun en Rift, en lille Skramme.

Den forstærker Folkets Flamme,

den gør Folkets Kærlighed,

— den loyale — mere hed.

Og saa gaar det over Sletten,

Almannagjá snart er naa’t,

denne Trappe tidt betraadt

af de gamle Helteskarer,

Niåls Sønner, Folk, hvem Farer,

Trusler, Bønner, intet rokked

fra den Vej, de vilde træde;

Folk, som stod saa fast forstokket

paa den Ret, de nævned »Retten«;

Folk, som aarlig satte »Retten«

her paa Bjærget, rolig, sindig,

efter Fædres Skik og Vis.

Folk, som stundom løste Trætten,

naar den blev dem for spidsfindig,

med et Slag til Odins Pris,

med et Hug til Thors Berømmen

hisset nede midt i Strømmen,

som fik Navn af øksens Klang.

Alt er her et Sagn, en Sang.

Hver en Klippeblok har Mæle,

hver en smuldret Sten beretter

om de kække Heltesjæle,

nævner deres Strid og Trætter,

nævner deres Venskabspagter,

dem, de holdt trods Blod og Vildhed,

Sindets Brand og mørke Magter;

nævner deres lyse Kvinder,

som med Troskab og med Mildhed,

stolt i Hu og stærk i Snildhed,

dækked Kæmpefolkets Skygger.

I hver Kløft et Minde bygger.

Sagnet overalt er rede

til en Ørneflugt paa brede,

stærke Vinger imod Skyen.

Og deroppe højt fra Bjærget

klinger det med Ørnens Stemme:

»Her har Sagafolket hjemme;

»Folket, i hvis Hænder Værget

»var som groet fra Vuggens Gænge;

»Folket, som fik Harpens Strænge

»til en gavmild Faddergave;

»Folket, som i Runestave

»hugged ind sit skarpe Snille;

»Folket, som sit hede, vilde

»Mod, i Hjemstavns Kulde hærdet,

»uforfærdet

»over Verden strømme lod;

»Folket, som for Hjærteblod

»købte sig den Ret med Sværdet,

»fri at fødes, fri at dø

»paa sin Hjemstavns Jøkel-Ø.«

Herhid kommer nu den glade,

københavnske Kavalkade. —

Trap er Førstemand paa Trappen;

han er topografisk nøje

kendt med Stedet. Svøbt i Kappen

følger Kammerskjalden efter.

Richard Kaufmann, klædt i Trøje,

tankefuld sit Øje hæfter

paa den lange Trappestige;

(hvad han tænker, nok jeg aner,

men jeg tør det ikke sige.)

Derpaa, med Musik og Faner

og af Embedsmænd omringet,

følger Kongen og hans bedste

Mænd, og derpaa en Snes Heste;

(Rosenberg, den lille Stump,

bør man billigvis ej glemme I)

samt af Landets Børn en Slump;

      Resten holder Fest derhjemme; —

      og da Klein til Lyd har ringet,

      aabnes Festen, aabnes Thinget.

Med gabende Kløfter i Klippernes Bryst,

i Hraun-Kroppens Sider,

med Thingvallavatnets forhuggede Kyst,

med Taager, som trægt gennem Kløften sig vrider,

med Øxaraa-Elven, som blinkende glider,

ses Thingslettebjærget, berømt fra de ældgamle Tider.

      I Dag er her Fest.

      Her er Althing med stimlende Skarer;

      her er Taler, Fanfarer,

      og Boder med flydende Varer;

      i Dag er her Fest;

      det er dejligt med saadan et Gilde!

      Majestæten er Gjæst;

      det var rart, at han ej kom forsilde!

Paa Lovbjærgets vældige Flade er rejst

en Teltby af Boder,

og Bænke er slagne og Mærker er hejst,

og Kæmperne faar deres Mundgodt og Foder,

og Lovmænd er tilsagt, og Præster og Goder,

og al Ting er ordnet saa net efter Saga-Methoder.

Og Lovsigemand er Etatsraaden, Klein;

han endte just Talen;

og Bifaldet bryder hvert hæmmende Hegn,

man jubler og fordrer da capo Finalen,

og Rosenberg brøler, som om han var galen;

men Trap trækker Fyren forsigtig i Kjoleskøds-Halen.

Og Skjaldene gribe med Lyst og med Il

i Harpernes Strænge;

de synge om Kampen og Kvindernes Smil,

de synge omkap, og forsøge, hvorlænge

de Tonen kan holde, før Øret de sprænge;

ved Brage! selv Kaufmann vurderer knap saadant i Penge.

Og Budstikker komme og gaa deres Vej;

de pynte paa Festen;

naar bare der ej kommer »Aber dabei«,

thi det er jo ikke saa rart. Men forresten,

hvad gør saa en islandsk Adresser naar Resten

blot svarer til »Hjemmets« Forventning om Tusindaarsfesten!

Men bedst som der tales og synges og raabes,

og Fortiden mindes, paa Fremtiden haabes,

saa høres et Bulder

fra Hrafnagjå-Kløften,

og Skulder om Skulder

fra Øxaraa-Grøften

en vaabenklædt Skare mod Lovbjærget rykker.

De vandre saa tavse, med straalende Smykker,

med skinnende Klæder, med blinkende Skjolde;

de træde saa fast over Lavaens Volde;

og Mængden paa Bjærget gaar ængstlig til Side:

»Det kunde dog være! . . . man kan dog ej vide! . . . .

»Det var maaske bedst at ta’e Flugten i Tide! . . . .

»Hvis ikke det Hele er Skinfægteri,

»som Hr. Bournonville har Finger med i!« . . . .

Nej, ingen Ballet har saa prægtige Klæder.

De Mænd, som saa fast over Lovbjærget træder,

de lærte ej Gangen bag Scenens Kulisser.

Se her, disse Vaaben har Buler og Ridser,

og se disse Øjne, hvor ildfuldt de brænder,

og se disse brune og staalstærke Hænder;

hvorlænge Du end ved Balletten vil lede,

Du finder ej Folk med saa mægtige, brede

og knudrede Rygge, saa hvælvede Bringer,

saa trodsige Skuldre, en Nakke, der tvinger

det hjelmdækte Hoved til Blik imod* Sky;

nej fly!

Betragt dine egne forhutlede Lemmer,

som Bukser og Vesten og Spidskjolen gemmer;

beføl dine Arme, besigt dine Hænder;

hvordan Du Dig drejer, hvorhen Du Dig vender:

Du ser kun en vantreven Karrikatur, —

Og Du snakker med om den vilde Natur!

om Stamslægtens Old i fornstore Dage,

og peger paa Kraften, som end er tilbage! —

Se her er de Gamle! Du selv har dem manet.

De kom paa din Kalden, de adlød din Stemme;

men Du har nok næppe saa »store« dem anet;

i saa Fald var heller Du bleven derhjemme.

Du hænger med Næbet, Du skygger for Brynet,

Du er lidt benauet ved Mødet, ved Synet;

Du ræddes ved Ilden, Du taaler ej Lynet

i fra Kæmpernes Øjne, de funklende hvasse;

nej, sligt vil kun slet for en »Nutidig« passe.

En Vise, en Tale, et Gilde, med mere,

en sølle Forfatning, som ret skal kurere

det ældgamle Island fra ældgamle Onder:

paa sligt kan man rolig »gaa med« nuomstunder

men stille sig Ansigt til Ansigt med slige,

bevæbnede, raa og uslebne Personer:

nej, ikke for alle de nyeste Kroner!

Hvad vilde vel Børsen og Bladene sige,

(for ikke at tale om Venner og Koner)

naar saa risikabel en Adfærd de hørte?

De vilde vel tro, at en Trold Dig forførte,

en Trold fra de islandske Sagabøger,

som altid heroppe ved Lovbjærget spøger! —

»Nej, bort med os alle! . . . Lad blæse Retræten!

»Det regner desuden!« . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . Saa endte da Fêten. —

Og alting blev stille. I tungsindigt Øde

laa Thingslettens vældige Kæmpeflade;

og Taagerne henover Søen fløde;

forsvundet var Telte og Bodernes Gade,

og borte var Levende, væk var de Døde.

Kun En blev tilbage. Han dvæled deroppe

paa Brinken, hvor Lavaens Kæmpekroppe

som stablede Jætter fra Kløften sig rejser.

Hvad søgte hans Blik? Var det Hekla og Geyser?

Nej, Blikket, som fløj fra det svimlende Stade,

det fulgte den Flok, som mod Syd skulde drage;

og Øjet det tindrede atter og atter, —

og Kæmpen, som stod der alene tilbage,

var Skarphedin, ham med den tavse Latter.