Plimsoll
Juli 1875.
Juli 1875.
Her er en Haand og her er et Raab,
et Begejstringens lydende: Hør!
til den enkelte Mand, som tog Kald fra sin Daab,
til den eneste Kristen i Hyklernes Hob,
som i Kærlighed lever og dør. — — —
Man gnaver ej mer i den uhyre Stad
paa Falliternes sure Agurk.
Man glemmer selv Skybruddets øsende Fad,
man rives og slaas om det seneste Blad:
»Plimsoll har talt og sagt Skurk!«
Man tænke sig: Taleren knytted sin Haand
og raabte til Premieren hen,
og paakaldte Gud og den hellige Aand
og brød med de parlamentariske Baand
og fornærmed de pæneste Mænd!
De stivede Flipper, det kæmmede Skæg,
det engelske Gentleman-Snit,
et Virvar det Hele. Fra Væg til Væg
brøled og peb de, og »Husets« Præg
misted sin gode Kredit.
Hvad er der da sket? — En Idealist,
en Sværmer, en skørho’det Mand,
som raaber paa Samfundets Brøst og Brist
og sætter for nogle Matroser tilsidst
i Flammer det hele Land!
Vi smider ham ud. I vort Parlament
tør man ej træde Grænsen saa nær.
Ud med den Tølper! Han har det fortjent,
slig Tale kan ingen være bekendt;
han kan lære sit Sprog i »Lothair«! —
Ak Plimsoll, Du kender ej Tiden ret,
Du raaber kun i en Ørk.
Dit Billed med Skudernes skøre. Bræt,
den bortslængte Bill, som Nationens Plet,
den Farve er altfor mørk.
Vi lever i Konstitutionernes Tid
med en Konstitution, som er brudt.
Vi taaler kun Dosis af Dagblads-Vid
og vil, efter Dagens Forretningsslid,
kun Fyrværkeriernes Krudt.
Selv Kansleren, Manden, som vredes saa nemt,
maa krydre, det har Du vel mærk’t,
sin Tale med alskens Løjer og Skæmt,
og er den end grov: det bliver dog glemt,
thi han krydrer, han krydrer saa stærkt.
Ak Plimsoll, Du taler som Idealist,
Du kender ej ret dine Folk.
En Førsteminister som Føljetonist,
Romanforfatteren først og sidst,
det er Tidens Ideers Tolk.
Du hæver din Stemme, som Idealist,
i den Højestes Navn; ak betænk:
de høje Herrer er lave, saavist
som Egennytten er Dusbroder hist
med dem paa Ministrenes Bænk.
Og alle de Taler i Wien og Berlin,
i Versailles og i København: —
et Nip til Likøren, men ej Medicin,
Zodiacus-Draaber, Poul Lindausk Vin;
til Lyst blot, men ikke til Gavn. — — — —
Ak Plimsoll, Fortidens Skygger staar
forklarede frem for dit Blik.
han løfter sin Svøbe i Templets Gaard.
Husker Du Lønnen, han fik?