Holger Drachmann (1846–1908)

Langs Strandvejen hvirvler de gulnede Blade,

Landlivets Scene staar tom og forladt,

Københavneren skifted sit Stade,

han flygted fra Skov og fra Krat;

Københavneren lider ej Efteraarsskyggen,

ej Aarets elegiske Gyldenlak-Skær;

Københavnerne vendte det Ryggen,

de flyttede en og hver. — . . . .

De flytted til Byen med Spejl og det Hele,

Pianoet ej at forglemme,

og Middage, Baller og alle de Dele

begyndte man alt at bestemme;

den gamle, fortærskede, udpinte Gaade:

»Hvormed skal vi more os?« søgte man raade

og Løsningen simplificertes mærkværdigt

ved det, at det nve Theater var færdigt.

Mens Landlivets Scene derude blev domfældt

og »Smykningen« reves i Pjalter,

saa indvied Byen, som oftere ommeldt,

sin Scene, sit Thespis’s Alter.

Mens Løvfaldet ude i Skoven husered,

og Kronerne slængtes til Jorden, kassered’,

saa var der et Løvspring herinde i Byen:

Theatret sprang ud med sin Krone mod Skyen!

Theatret sprang ud — med det dejligste Bladvæv,

og Lindetræs-Kronen den funkled;

hvert Mishag af dem, som kun lever for Madstræv,

tilsidesat blev og fordunklet;

en Tid maa jo ha’ hvad for Tiden kan passe,

og derfor forsvandt den forældede »Kasse«.

Kong Christian og Folket de rejste en Bygning

til Kunstnernes Dont og med kunstnerisk Smykning.

Ja, Bygningen staar der, saa knejsende mægtig

med Lyren som Varsel om Donten,

med Genier, Havfruer, Sfinxer og prægtig

polerede Søjler i Fronten;

hvad Havfruen skal, er jo vistnok en Gaade,

som Tiden og saa Direktionen maa raade,

men, Templet er færdigt! Det venter, foruden

lidt Tilskud af Staten, endnu kun paa Guden.

Det venter paa Guden; — naar blot han vil komme,

naar bare han ej bliver borte,

naar blot han har Tiltro til alle de Fromme,

som stimier om Pragttemplets Porte.

Det venter paa Guden; — men ak, han er kræsen

og stræng og kan vanskelig tages ved Næsen;

han fordrer lidt mer end Balletmester-Knælen,

han fordrer et Tempel, som hvælves i Sjælen.

Ved Zevs og Apollon! Hvad er det for Kunster,

hvad er det for Kneb og for Fagter,

prologiske Stikord og Røgelsedunster,

Tableauer og holbergske Akter?

Hvad er det for Leflen med Aandslivets Magter,

hvad er det for Kryben i Mummespils-Dragter? —

Naar Tiden er sløv og Aanden er vissen,

mon Aanderne’ da stampes frem af Kulissen?

Naar Aktier, Svindel og Døgnlivskritiken

er bleven den Guddom, som styrer;

naar Smagen slaar Takten i Kræmmerbutiken

og klinger fra Festmaaltidslyrer,

naar Pegasus gumler sit Foder i Stalden,

og kun »stroppes op« ved et Piskesmælds Knalden,

naar Sanggudens Præst er Profos ved Avisen,

er Tiden da skikket til Guddommens Prisen?

Nej, Guden, hvis Tempel paa Torvet nu rejstes,

han lever sit Liv i det Høje

og smykker sig ej med de Kranse, som hejstes,

og kan ej Prologen fordøje;

han slaar ej tiltaals sig med »Økonomien«

og narres sletej ved Theatermanien;

om Huset er fuldt eller Bænkene tomme,

vil ud paa det samme for Guddommen komme.

Han mindes den Tid, da hans Tempel var ringe,

men Præsterne alle var Kæmper,

da Hymnerne monne sig malmfulde svinge

mod Hvælvingens Loft uden Dæmper.

Han mindes den Tid, da hans Lære, fortolket

af troende Tjenere, voksed i Folket,

da Folket og Templet var et og det samme:

én blomstrende Krone, én tætløvet Stamme.

Da funkled hans Øje, da kaldte hans Stemme,

da skød det som Lyn i hvert Bryst;

hver lysende Tanke sprang frem af sit Gemme

for Præsternes manende Røst.

Det sænkede Hoved mod Haabet blev rettet,

det kvalfulde Hjærte for Taarer blev lettet;

der gik som et Aandepust henover Huset,

Indvielsens Vejr over Mængden hensused.

Hvad hver kun som Anelse bragte fra Hjemmet,

som ulmende Gnist i sin Emme,

det flammede op, blev til Vished forfremmet,

% naar Guden lod høre sin Stemme;

de knoppede Blade fra Længsler og Minder

sprang ud og blev Roser paa Jomfruens Kinder,

og Ynglingen knyttede Haanden mod Barmen:

han følte sig Helten med Lansen i Armen. —

Ja Guden har Minder, saa skønne som store,

fra Fortidens lysende Dage.

Nu flygter han bort, og Kulissernes Snore

kan ikke ham holde tilbage.

For ham maa enhver langs de prangende Bænke

sin Hyldest, sit Mishag til »Skibbrudet« skænke,

for ham maa »De skiftende Tider« behage; —

han gaar nu; og Templet staar ene tilbage.

Men udenfor Templet der sidder ved Muren

en Mand, som saa vide bekendt er,

han sattes paa Post her som Tempel-Avguren;

han sidder taalmodig og venter.

Han venter den Stund, hans Kollega vil komme,

og stirrer imedens i Luften den tomme;

han smiler. Det er, som paa Forhaand man fatter

de tvende Avgurers homeriske Latter.