„Bort med det G-amle l6t hvad er det Ny,
der meldes med Trommer og med Trompeter?
Selv det ej kommer, men kun dets By
og Masser af smaa Profeter.
„Fædrelandet” d. 20. Oktbr. 1876.
Den løvede Skov er bleven lidt tynd,
og Kappen er luvslidt, og Stakkelen fryser;
man synes jo nok, »det er Synd«,
og man skutter sig stille og gyser;
man synes jo nok ved sig selv, det er Skam
for den dejlige Gyldenblads-Glorie!
Men Skoven maa skifte sin Ham.
Det er nu den gamle Historie. —
Og Stormen suser, og Vinden slaar
og rusker i Træernes tjavsede Haar
og byder at holde sig færdig.
Der spilles en Dans, og den smager af Strauss,
det er næsten en hvirvlende Hopsa-Kehraus,
hvor Trommen er navnlig ihærdig.
Og forrest rider en Spillemand
med Hakkebræt hængt over Skuldren;
han stammer nok hist fra et udenvælts Land;
i Lybækker-Domen hans Stamtavle staar;
smækker i Midien, smal om sit Laar,
med knoklede Fingre han Strengene slaar
og lytter til Trommernes Buldren.
»Bort med det Gamle!« . . . Han vender sig om;
Øjet er ude, Hulen er tom,
Minen er stille, alvorlig from,
en middelalderlig Herre.
Det klager omkring ham ved Afskedens Fest,
Raabene rundtom den raslende Hest
biir stadig værre og værre.
Døv for de Domfældtes klynkende Sang,
han mumler i Takten til Trommernes Klang,
den stille, alvorlige Herre:
»Det Gamle, det Ny! to skiftende Ord,
de siger mod Enden det samme;
men bedre for den, som paa Fremgangen tror,
end som stedse skal skælde og skamme.
I dænger det Ny med Bebrejdelsers Vægt;
det er Fædrenes Flok, som stønner.
Men I træffer med Klagen jer egen Slægt,
hvoraf I gik frem som Sønner.
I stod eders Tid, I bar eders Frugt;
hvad Fordring har I tilbage?
Lærte I ej under Tidernes Tugt
at standse ved Maalet Jer Klage?
hvi biir I mod Enden saa svage!
Hvor er det Storværk, hvis Glans paa Jer Vej
løfted Jert Liv over Vindenes Sky,
bar eders Navn med udødeligt Ry
bort gennem evige Tider? —
Udødeligheden, den kender nok jeg,
Døden, som med eder rider!« —
Og Stormen suste, og Vinden slog.
— Omhvirvlet af Høstløv-Kransen,
fremmest i Skaren Rytteren drog;
bort gennem Skoven hans Ganger jog
med dem, der gik bag af Dansen.
Skoven var øde, Pladsen var tom;
hvor Høsten havde holdt Ret og Dom,
gik Stormen stærk over Scenen.
— Da var der en Kraft i de nye Raab;
da brød der fra Træerne nye Haab
i brune Knopper paa Grenen.