Et Sendebrev
Paris. Januar 1877.
Paris. Januar 1877.
Nu rørte det danske Folk sig der hjemme,
kravled fra Krogen,
saa’ i Avisen,
sprang over Postfarten, Kulden og Isen
og dem, som sad fast i Sneens Klemme —
døde der nogen?
Klokkerne klemted, Avisen var vaad,
det drev med Graad.
Spalte paa kryds og Spalte paa tværs
stod der en ny Slags Nytaarsvers;
og hver, som havde blot mindste Raad
for Julepresenter og Nytaarsregninger,
og hver, som kunde for Spisning sanse,
bestilte Kranse
efter Ligpoeternes Tegninger.
Der blev i hvert Udsalg en formelig Løben,
Spørgen og Køben
af Mænd og Piger, Studenter og Koner;
man vilde ha’ Kranse med Anemoner
og Blomster med mythologiske Kroner;
man vilde møde i sorte Kjoler
og lægge ved Kisten de pæne Symboler
paa al den Sorg,
som Danmark følte i Fredensborg
og ligervis
i Paris.
Og Klokkerne klemted, og Taler.blev holdt;
fra Seinestaden man telegrafered,
og Sætterne satte, og det blev voteret,
at Danmark var saa umaadelig stolt
af de tvende Poeter, som døde.
Det Værste var, at det var saa koldt,
og saa — ja saa skulde man ogsaa møde
ved Middagsgildet i rette Tid.
Man skyndte sig hjem og tog sin Bid.
Skøderne paa den sorte Kjole
hængtes ud over Grosserernes Stole,
og under Gildernes glade Skæmt
var snart den hele Affære glemt.
Der lagdes ned med de To en Tid,
som ikke skal ønskes af nogen tilbage:
Storm i et Vandglas, en Thebords Strid,
men Digtere rustet med Højhed og Vid,
hvis Toner rulled en Klangrække hid,
hvortil Danmark ikke faar Mage.
De tog deres Arv fra den store Skjald,
der hamrede ud i Rhythmernes Fald
det danske Sprog, som et gammelt Guld,
og grov de store Bedrifter af Muld
og aanded dem ind i sin Lyre.
De lærte af ham, hvor Jorden var skøn
og Skoven hvælvet og Egen grøn;
de sang som Gudindens fribaarne Søn
og ej som en Skriver for Hyre.
Og midt under Folkets sygnende Nød
og Ravnekrogspjat og Thevand, som flød
hos »Intelligensen« i Strømme,
de hælded sig op mod Gudindens Skød
og stirred mod Læben, som svulmede rød,
og i Øjnenes dejlige Drømme.
De saa’ i et Spejl med et sælsomt Glar,
som løfted fra Jorden hver Ting og bar
hver Tanke op, hvor der stille var
og ene Kilderne talte.
Det stod saa løftet og dog saa nær.
I Regnbuefarvers forklarede Skær
paa Spejlet sig Billeder malte.
Saa greb de Lyren og Strængene slog;
og Sange bort efter Sange drog.
De væved og fletted i Strængenes Net,
foruden Støvgran, foruden Plet,
en Billedverden, forklaret, stor;
ikke de Smaafolk, som gik paa Jord:
Slægten saadan som den burde være
efter Kunstens og Harmoniens Lære.
Og saadan formedes Syvsoverdag
midt under Trykket og Folkenøden,
og Weichselfloden brød frem med Brag,
som en saaret Ganger, der springer i Døden.
Og saadan blev Amor og Psyche til,
og Choret hos Dyring hørtes at synge;
tilsidst forstummed den hele Klynge
med Christian Winthers melodiske Spil.
Lad være, der var i den hele Klang
lidt mindre af Livet, end vi begærer. —
Folket vil høre sin egen Sang;
Folket vil nok have Skuespil,
men daglig Brød maa der ogsaa til,
at ikke man selv sig fortærer.
Ustraffet kryber man ikke op
og sidder bestandig paa Helikons Top
og spiller fornemt for dannede Ører
og slynger fint og tilspidset Lynet
Filisterkrapylet i Synet.
Blandt Folket sig noget rører;
bag Vadmels Frakken, bag Skødskindets Læ’r,
bag Fiskertrøjen fornemmes et Værd,
der former sig ud i et stort Begær
og raaber til Digteren: Tiden er nær,
hvor Lyren maa skifte Strængel
Spild ej paa kvidrende Triller dit Vejr,
syng os en Sang, som vi selv kan faa kær,
vi, Jordens fribaarne Drenge!
Lad være, der var i den hele Kunst
et Drag af Salonernes Røgelsedunst,
af mythologiske Taageskygger
og Blink af rhetoriske Brystnaalesmykker.
Lad være, at Digterne var for polerte: —
en sluttet Række de dog formerte
med Smagens Vaaben, Begejstringens Raab
mod hele den aandløse, sløve Hob,
mod Dilettantismens flade Gestalter,
der pynter sig op med de stjaalne Pjalter,
mod Kræmmerforeningens Tyranni
og Avisernes fedtede Industri.
Der var dog en fuldlødig, ægte Værdi,
der var en Adel, en Styrke i
den hele, fornemme Melodi,
der rækker os med sine Toner. —
Og nu er den skrinlagt, dens Tid er forbi,
og nu kommer I,
alle de smaa Epigoner.
De drysser som Blade fra Træer; de falder
til Jord og forgaar.
Der svinder en Alder;
i Stedet staar
en anden, som pynter sig op med de Gamles
aflagte Klæder, med Bøgetræsløvet,
Sommerfuglstøvet,
Psychens det fine, Natsværmerens grove,
Dampen fra Enge og Duften fra Skove,
Fuglenes Slag
i den dejlige Dag
og alle de Smaasuk i Aftenen silde,
som klinger saa kønt ved den rislende Kilde,
som, en Gang sunget, maa lades i Fred
og ikke i al Gemytlighed
drysses hvert Aar paa hvert Julebord ned.
De drysser som Blade fra Træer. De falder
til Jord og forgaar.
Nu kommer en Alder,
som baglænds gaar.
Ved Jul og ved Vaar
bestandig et Gengangerløvfald vi faar,
en Efterslet efter de Gamles.
Man kunde vel, uden Fortrydelse, vamles;
jeg lader rolig det Hele samles,
og fejer saa Alt i en Bunke hen
og sætter min Kost som et Kors paa den.
O ja, I har aabnet en hel Butik
af gamle Bøger, med nye Rygge,
en hel Fabrik
for det tynde Øl, I la’er brygge.
Og præke gjør I, saa godt som en Præst;
hvad Nytte, om andre kom med Protest?
I løfter Øjet og slaar i Bord:
Vi tror! —
hver anden er en Fornægter!
I er paa Parnasset Jer egen Vægter,
I vogter ved Dag og ved Nat Butiken;
og vil man en Gang jer for Alvor paa Livet,
nu vel, saa er Tegnet til Vennerne givet;
I skriver jo selv Kritiken.
Saa træder I da i de Gamfes Spor
og synger de »laante« Sange i Kor,
og stadser jer op med et Rosenflor,
og gøder Literaturens Jord
med alle de faldne Blade.
Det Stærke lider jo Tiden ikke,
Likør maa der til, de søde Drikke.
Den kraftige Most, som de Gamle skænked,
den taaler man ikke, hvor I er bænket;
Maven er svag og Minen er from,
saa byder man Chokolade om;
og Tiden, som kommer og holder Dom
og skriver jert Regnskab med Rentesrente, —
den lader lidt længe paa sig vente.
saadan som I digted og tragted og leved.
Det glemte I; det er saa længe siden.
Men Adam skifted blot Frakke med Tiden;
han dukker op som jer egen Broder,
som Søn af jer egen Fader og Moder.
I stammer, som han, fra de samme Kanaler
og svigter, som han, eders Idealer.
Er Maalet end ikke en Kammerjunker:
Midlet det er dog en Pige med Grunker.
I sadler, som han, fra jert Letsind om
og bliver adstadig, lidt fed og lidt from.
I sober med ham af den samme Skaal
og spytter, som han, i jer egen Kaal,
og ender, saaledes som vi har set,
at Adam endte, betitlet og agtet,
med Baand og med Kors, hvorefter han tragted,
som Smagsdommer og som — Poet.
O, Danmark, glæd Dig. Din Digterskare
(jeg hvisker Dig Navnene kun sub rosa,
thi Navne er, som bekendt, odiosa),
som nu skal tage sin Arv fra de Gamle,
den synes slet ikke mod Maalet at famle.
Der er ingen Slinger, det har ingen Fare,
de stiler saa trygt ad Vejen hen,
og Publikum lyser med Fakler den
og strør deres Stier med Invitationer
til Middag og Balfaldera med Balloner.
De slaar ikke bagud, staar aldrig paa Ho’det,
de fødtes jo alle med koldt Vand i Blodet,
kender ikke til Sturm-und-Drang Perioder,
men klæder sig efter de pæneste Moder,
kommer aldrig med Regler og Love paatværs, —
men læsper bestandig de samme Vers,
det samme, sukrede, søde Pøjt,
og — skriver i »Punch«, naar det kommer højt.
Ja, Danmark, glæd Dig; og spred dine Arme
for alle de Smaa med faderlig Varme.
Tryk dem og knug dem, til Vejret forgaar dem.
Jeg tvivler dog paa, at Du ret forstaar dem,
jeg tvivler dog paa, Du kan være i Stand,
at sætte saadan for det ganske Land
en Stymper paa saadan en Herremand
og kendes ved dem, som Sønner.
Vi andre, som haaber endnu paa en Slægt,
hvis Gerning vejer med større Vægt,
vi korser os stille og mumler Bønner;
vi beder andægtig: Vorherre fri
os naadig for saadan en Poesi!