Den sidste Skanse
September 1877.
September 1877.
De drog sig tilbage: en sluttet Trop,
ind gennem Passet, til Bjergkammen op.
Den synkende Sol over Bjergstien faldt;
man kunde paa Skyggerne Mændene talt.
Med Kæmpedrag over Randen skred
Skyggen og drog sig i Dalen ned. —
De var en halvhundred Stykker i Alt;
Resten af Hæren, som faldt.
For hver en Snes Skridt, de fremad gik,
de vendte sig, fæsted paa Vejen et Blik,
og smed Musketten til Kinden, og skød;
der vakled en Fjende og faldt og var død.
Fjenden var nemlig bestandig i Hælene,
som den brølende Løve, der opsluger Sjælene.
Han fyred bag hver en Klippeblok;
og tyndere blev den lille Flok.
Hej, sæt Trompeter, dit Mundstykke i
og tud dem i Hornet en rask Melodi!
Nu vil vi spille, lad dem saa danse;
nu. har vi naaet den sidste Skanse. —
Saa taled Kaptejnen, og peged op
med Sablen mod Fjeldets glødende Top.
Dér højned en Klippe sin dækkende Rand.
Det er Alt, hvad en Kampesten evne kan.
Den Trompeter satte Hornet for Munden,
Han faldt, og rulied, og var forsvunden.
Kaptejnen bøjed sig ud og saa’
over Styrtningen ned i det sejlende Blaa.
Knøsen var væk. Paa en Slaaentorn
hang i sin Lidse det blanke Horn.
Han fisked det op. Og højt det klang.
Kaptejnen blæste, de andre sang.
De stod bag Klippen, øverst paa Tinden;
en liden Fane flagred i Vinden.
Hver Kugle rev Klude af Fanens Dug;
saa maatte Stangen tages i Brug.
Støt stod den flossede Fanestage.
Fjenden løb Storm, og sloges tilbage.
Men vid blev Pladsen bag Klippens Blok,
og tyndere blev den lille Flok.
Soldater 1 Solen er gaaet ned.
Nu kommer Natten, saa vidt jeg véd.
Vi holdt vel Pladsen, om vi var Flere;
de Faa, som vi er, de kan ikke mere.
Vi gør som Solen. Vi skriver vor Bane
ned bag Bjerget — minus vor Fane.
Lad Fjenden saa tage den nøgne Stang.
Der kommer vel nok en »næste Gang«!
Saa steg de, dækket af Nattens Kappe,
ned gennem Dalen paa Fødder rappe.
De spredte sig, gemte Musketterne hen.
De véd nok at finde de samme igen.
De klædte som sindige Landmænd sig ud.
De gemmer paa Brystet af Fanen en Klud. —
Og Fjenden stormed. Hans Lavrbærkranse:
En nøgen Stang og en øde Skanse.