Holger Drachmann (1846–1908)

Hedt var mit Blod, og skjørt var mit Hjerte,

Vaklende min Fod.

O jeg forstod, jeg forstod

Kun daarligt det, som I mig lærte.

I holdt mig et Speil af Jorden for Øie,

I fyldte min Trøie,

Mine Buxer, min Hue

Med Bud paa Bud imod Ungdommens Lue,

Med Love og Regler, — jeg brændte dem alle,

Jeg lyttede til Stemmen, som jeg inderst herte kalde.

Varm var min Sjæl og fyrig min Tanke,

Stormende mit Mod,

Nedad Livets Flod

Drev jeg afsted paa min Planke.

I løb langs med Bredden og vilde kommandere:

Stop, nu ikke mere! —

Jeg var midt derude,

Sveiede og dreiede i Strømmen med min Skude

I Hvirvler og Bugter, — Vindene sused;

I stod der og rystede paa Hovedet og snused.

Saa kom der en Byge, den slynged mig fra Skuden,

Paa øde Strand jeg laae,

Ingen Sjæl jeg saae,

De var krøben i Æselshuden.

Da hjalp mig Naturen tilbage til Livet;

Men har den end givet

Mig Livslyst i Sinde,

Det hjalp dog ei ganske — der staaer dog derinde

Skibbruddets Stund, da I saae mig forlise

Og Ingen vilde hjælpe. — Her ender Poul sin Vise.