Ak, gode Kære, sæt Dem hen og syng mig en Sang,
De Andre er i Haven, vi er ene.
Paa dette Blad, som egner sig
For Pennen særlig, tegner jeg
Imidlertid et Rids af Lindens Grene.
En Pennetegning. Det var ret; slaa Tonarten an!
Den klinger — ja jeg véd ej — saa forgangen.
Nej vend Dem ej saa hyppig om,
At se paa mig, hvor langt jeg kom;
Jeg passer Lindetræet, pas De Sangen!
Erindrer De, det var en Aften — hør blot en Gang,
Og afbryd hverken Spillet eller Sangen —
Da Maanen stod saa rød og rund,
En dejlig Sommeraftenstund,
Saa gik vi hen til Linden, langs ad Gangen.
Der stod en Bænk; De var lidt træt, og saa tog vi Plads,
Vi sad saa tavse, Side om Side;
De nynned, Melodien kun;
Hvad Texten var, til denne Stund
De røbed ej, og jeg fik ej at vide.
Men nu, ja hør, nu synger De den selv samme Sang,
Og Ordene sig dybt i Hjærtet trænger:
»Ak, tal dog til mig, røb det kun;
»Du skal faa Svar med Blik, med Mund;
»Jeg el ....« Men hvorfor synger De ej længer?