Se, jeg rækker Dig en Krans
Af de dugbesprængte Blade,
Hamret ud af Guldets Flade,
Efteraarets røde Guld.
Ormen har vel brudt et Hul
I Metallets skøre Hinde,
Men til Gengæld vil Du finde
Farvespillet dobbelt skønt,
Dobbelt fint forgrenet Aaren,
Mere kunstnerisk den hele
Slyngning i dens mindste Dele,
End den Krans, som jeg i Vaaren
Slynged let af Lysegrønt.
Har jeg saaret Dig maaske?
Vil om Vaaren ej Du mindes?
Lad mig i Dit Øje se,
Om Tilgivelse der findes!
Dette Blik, ja det var mit,
Mit i hine Foraarsdage,
Hvormed nu kun Høstens Klage
Holder, som en saaret Ganger.
Som en mødig Vandrer Trit.
Dengang red jeg lystigt Ridt,
Prinseridt i Fløjelskappen,
Med min Glut paa Saddelknappen
Over Verden milevidt.
Og jeg bøjed mig forover,
Og jeg drak Dit lyse Smil;
Barmen steg i fulde Vover,
Og jeg slynged om Dig Armen,
Kyssed Øjet, krysted Barmen,
Medens Gangerhoven sprang
Over Jorden frem med Klang.
Nu er jeg en Spillemand.
Jeg har lukket Prinsen ude,
Jeg er bleven angst og bange
For den høje Herskerstand.
Jeg har vandret paa min Fod,
Hvor de stejle Dybder lude;
Man er altid sikrest, hvor
Kun paa to Ben Rejsen gaar.
Hvor de Andre sad til Hest,
Har jeg gaaet, drømt, og spillet,
Set dem smile, gaaet sindig,
Øvet mig, og glemt al Verden,
Til en Dag en Verden lukked
Porten op, og bad: Træd ind!
Her er Blomster fra mit Hjærte,
Her er Frugter fra mit Sind,
Modne Frugter; vær ej bange;
Her er alt mit Gods og Land.
Tag mod Gaven, glem dens Giver;
Husk: jeg er en Spillemand;
Tag mod mine Sange!