Det skal være slemt at falde
Blandt en Stime af Makrel.
Man blir nappet, bidt og flænget,
Man blir revet rent ihjel.
Jeg var ung og uforsigtig,
Sprang i Vandet. Ak, jeg saa’
Ikke disse sorte Fiske-
Rygge, som i Stimer staa.
Først de fór til alle Kanter,
Skræmmet ved den stærke Plumpen,
Saa kom en, og flere hid,
Snused lidt, og tog en Bid;
Stedse flere Aspiranter,
Spidse Snuder, blanke Skæl.
O det er en rigtig lumpen
Yngel, denne Fisk Makrel.
Og de bed mig, og de sled mig,
Nogle for, de fleste bag.
Men tilsidst jeg blev dog bjærget
Ved et ærligt Sømandstag.
Nu, nu sidder jeg paa Stranden,
Og den gamle Fisker lærer
Mig, hvordan man snor og skærer,
Slaar og kaster, knytter, tjærer
Traaden til et kunstigt Garn,
Hvori jeg — ja ved min Sjæl! —
Selv kan fange mig Makrel.