Zoologen Georg Winther og Marinemaleren C. Frederik Sørensen
†† i Januar 1879.
†† i Januar 1879.
Den store Færgemand har raabt sit Varsko!
og Baaden, beget, løsned sig fra Stranden,
og under Pust af Evighedens Brise
gled Baad og Fragt og Færgemand afsted.
Trindt under Land og Ø har Frosten standset .
med tommetykke Brædder Bølgens Vej,
dens Bringes djærve Tryk og Skibets med,
men denne Baad har aldrig Kulden sanset,
bestandig blev dens Boug af Skummet kranset,
dens Styrmand fandt bestandig »aabent Vande«. —
Hvor Døden styrer, har ej Modstand Sted.
Der mødtes To ombord. Den ene ældet,
skøndt end ved Kraft, bygt som en Færgemand,
et Barn af Havet, født ved aaben Strand,
hvor Fiskerfolket har sit Fartøj tjældet;
den anden ung, i fejrest Alder fældet,
en Forsker af de dybe, stille Strømme,
aarvaagen stedse over Toften hældet,
at se den Slægt, som fødtes til at svømme.
De mødtes. Der blev ikke talt ombord,
det lider ikke Manden ved sit Ror,
men af de Tvendes Gensynsblik at regne:
de kendtes; de var Folk fra samme Egne.
De kendtes. Var ej Baaden deres Hjem?
Ej denne beget-sorte, tavse Snekke,
hvor Vimplen tung igennem Luften glider
og vifter evigt sit Farvel, Farvel!
nej Fiskerbaaden under Hjemmets Strande,
som løb af Staplen under Pigers Sange
og døbtes under Lykke-Raab og Held;
de havde fælles Hus paa Bølgens Vande;
fra Stævn til Stævn ud over Plankens Rande
en fælles Drift lod dem mod Lyset søge,
mens Sol blev gul i Gry og rød i Kvæld.
Den ene søgte over Havets Vej
de tusind Vovers lunefulde Veje
og lagde dem i Baand for Øjets: Stille!
og mærked dem og gav dem atter fri;
da tumled de sig over mangt et Billed,
et Genskin kun af Elementets Verden
og dog en Del af selve Elementet,
ved Kunstnerhaandens Magt af Dybet hentet,
i Rang og Række med Naturen stillet;
de steg og faldt, snart planret, snart forvildet,
og drog i Dans som Søstre i en Kæde
med hvide Slør henad den vaade Sti.
Og Himlens høje Loft gav Plads for Skyer,
som flagred, Fugle lig, henover Sø,
og Skibe dukked frem ind under Ø,
en Sejlerskare, som sin Dug fornyer,
nåar Vinden stiller, eller raadsnar tyer,
naar Stormen farver begsort Kimingranden,
i sikker Havn hos Landets gæstfri Byer,
for ej at kastes masteløs paa Stranden.
Hvad over Hav og under Sky har Sted,
det tog den Ene i sin Søgen med.
Men Skudens Vandgangslinje var hans Grænse;
hvad under var, blev ej hans Sag at ænse.
Som Kunstner saa’ han. Men den Andens Blik
skar hidsig som en Dykand efter Bytte
den øvre Flade, bed i Bundens Grøde
imellem Sten med Næbets Saks sig fast;
dér fulgte Blikket al den travle Færden,
de skjulte Millioners stille Verden,
hvor Fisken vimser og hvor Krabben kravler,
hvor, under Forskerøjet, Verdner avler
en Verden, som ej nogen Kunstner saa’,
som Den alene evner at forstaa,
der, glemmende sig selv og Overfladen,
begejstres for en Verden af »det Smaa«.
En Verden af det Smaa! Lad Kunstnerøjet
med Fantasiens Regnbufa.rvepragt
kun se sin Verden: altfor ofte bragt
blev dog i Offer noget, som var løjet.
Og Kunstens Kaperskib laa tidt fortøjet
ved hine Oer, kendt fra Skipper-Ender.
Naar Geografen kom, var øen fløjet.
Mod Verdensdybet Forskeren sig vender.
Dér har han sig sit eget Tempelhus
i Ro for alle Vindes Kast og Sus.’
Paa Overfladen hersker Storme vilde;
i Dybden gaar vel Strøm, men jevn og stille. —
Saa mødtes disse To i Færgens Baad.
Længst bar det bort til ubekendte Strande;
men for Sejladsen kan de næppe frygte,
de To, som »søvant« blev paa Fjord og Hav.
Skal vi, som staar ved Stranden, dem beklage?
Hvorfor? Er ej en Søgen blot det Hele?
er ikke Resultatet langt tilbage,
om gammel eller ung vi rives bort?
Sit bedste Stempel Livet dem dog gav:
de søgte troligt. Uden Vemodsklage
kan Danmark give dem en Krans at dele
med Moderhilsen paa den fælles Grav.