Harald Jerichau
† i Rom; Marts 1878.
† i Rom; Marts 1878.
Jeg hører, at Harald Jerichau
er gaaet paa Studierejser.
De fulgte ham udenfor Byens Porte,
hvor Stenpyramiden knejser.
Ved Stenpyramiden staar Obelisker,
Sørgecypresser, som hegner
Stedet, mens Solens synkende Haand
Hieroglyfer paa Støtterne tegner.
De saa’ — det var jo en Kunstnerflok,
i Billedsproget bevandret —
hvorledes Skriftens glødende Linjer
lidt efter lidt blev forandret.
Zinobers og Cadmiums højeste Lys
blev saa forunderligt sorte;
saa sagde de ham deres sidste Farvel, —
og den unge Maler var borte.
Hvor er han henne? hvor langt er han rejst?
hvad agter han vel at male? —
Tys, Kammerater, kom her til Side;
kun hviskende tør vi tale.
Han drager over de vide Sletter,
bort imod Aftenrøden;
Campagnen har baaret hans Kunst over Daaben,
Campagnen har bragt ham Døden.
Malariasletternes smulrende Sten,
som Vedbenden slynger sig over,
den stirrende Himmel med Fugletrækket,
Ørkenens rødbrune Vover:
Campagnen blev Kunstnerens ensomme Ven;
det vildsomme, tusindaars Øde
støbte sig for ham i Farver og Form,
da hans Alt her i Livet døde.
Malariens Febertaager har trængt
hvert andet Billed tilbage,
men ét stod urørt, da Øjet brast,
et solvarmt fra Ynglingens Dage.
Det Billed fulgte ham Dag og Nat
over de øde Sletter;
hævet det stod over hver en Dom,
kendte hverken Manér eller Pletter.
Han var blandt de færreste vel i vor
som voved sit Liv at leve
paa Love, som Hyrdefolkenes Skjalde
i Guldalderrhythmer skreve.
Men Guldaldertiden er længst forbi;
Idyllen i Gruset falder,
og mellem Ruinernes smulrende Sten
en Stemme fra Skyggerne kalder. —
Jeg synes, at Harald Jerichau
er lykkelig fremfor de mange,
som bygger i Stædernes evige Stad,
men ej paa de evige Sange.
Hans Liv var kædet til Kærlighed;
den kaldte paa ham, da han døde;
den søger han nu paa sin Studierejse
i Aftenens evige Røde.