Chr. Winther †
(Ved Digterens Jordefærd i Paris; December 1876.)
(Ved Digterens Jordefærd i Paris; December 1876.)
Støvet krævede sin Ret,
Haanden sank fra Lyrens Strænge;
gamle Digter, Du var træt,
søgte Dig et Fristed længe.
Frankrig aabned Dig sin Favn,
men i Seinestadens Have
blev Du kun et fremmed Navn
mellem tusind tavse Grave.
Dog, hen over Graven gaar,
som et Suk fra Søens Vove,
Hvisken om en evig Vaar
mellem evig grønne Skove.
Det er Sukket fra en Kyst,
som din Lyres Sangbund kender,
det er Sællands Moderbryst,
som sin Søn en Hilsen sender.
Det er Genlyd fra hver Stræng,
som din Mesterhaand berørte,
Genlyd fra den lyse Eng,
hvor din Digtervej Dig førte.
Det er Lyd, som Fuglens Slag,
Kærlighedens Lovsangs Trille,
i den danske Sommerdag,
i de danske Toner milde.
Hvil Dig, gamle Digter, kun.
Dine Sange, evigunge,
gaa i Nord fra Mund til Mund,
leve paa vor Ungdoms Tunge.
Overalt, hvor Livets Sang
lyder mellem Mand og Kvinde,
rejser Hjærtets varme Trang
dybtfølt Dig et varigt Minde.