Er det vel Danmark, det signede Land,
med Vippernes Guld over bugnende Sletter,
Brød for hver Tand,
Sul for hver Mand,
for Kæmperne kraftige Retter?
Nej, der er Drøjer i Rugen, og Brand
over Kornet i favndybe Pletter,
Jammer og Nød,
Skrig efter Brød,
hvorhen Foden i Landet Du sætter.
Regn vil ej falde, Solen er rød,
Jorden slaar Revner dybt i sit Skød;
Hunger er Husbond og Vært over Land,
dækker et Bord
paa den gispende Jord:
for Ravnene stinkende Retter.
Og Aage og Ebbe lod stævne til Thing.
Vide omkring
kom Mændene fra;
Kæmperne stod der saa høje.
Knæleddet krumt under Vaabnenes Tryk,
sænket hver Pande, bøjet hver Ryg,
hult laa det brændende Øje.
Saa mælede Ebbe: »Vor Nød er svar,
Marken er bar,
Folket maa dø;
nu blive kun Ravnene fede.
Frelsen at øjne jeg er ej i Stand;
jeg skuer hen over det bølgende Land,
det ligner den vildene Hede!« —
De stod der med Blikkene sænket mod Jord.
Nøden var stor,
det vidste de vel;
men fik de ej Andet at høre? —
De stod der med Spyd og med økse ved Lænd
de støtted ved Skjoldet, de raadvilde Mænd;
de kunde knap Vaabnene føre.
Da rystede Aage sin vældige Krop;
paa Thingstenen op
med Spydet i Haand
han sprang og løfted sin Stemme:
»Ved Thor! nu bliver det aabenbart,
at her i Danernes Land har snart
kun gamle Kærlinger hjemme!« —
Han strakte mod Solen den senede Arm
»Skal Bugens Tarm,
skal Vommenes Raab
os lære, hvad vi har at gøre?
Jeg tænkte, at Panden endnu havde Ild,
jeg mente, der endnu var Kæmper til,
som lod deres Stemmer høre!
Hvad Gavn, at sulte tilsammen ihjel?
Der er dog Skjel
paa Kæmper og Folk;
nuvel, saa maa Kæmperne spares.
Vi hugge de Gamle og Vanføre ned;
Kæmperne blive; af deres Sæd
skal Ætten for Verden bevares!« —
Saa lød der et Gny over al det Thing.
Vide omkring
klang Raabene fra;
Kæmperne stod der saa høje.
Knæleddet stramt under Vaabnenes Tryk,
løftet hver Pande, rank hver Ryg,
funklende vildt hvert Øje.
Gambaruk er Moderen,
Aages og Ebbes Moder;
hun traadte, den stolte Kvinde,
mellem de vilde Mænd:
»Bar jeg under mit Hjærte
Rædsler i Byrdens Tider?
var jeg i Fødselsveer
med Dyr af Tvillingekuld?
Diede her ved Brystet
Ulve med hvide Tænder?
fostred jeg eder, Sønner,
til Folkets Forlis?
Hunger har Landet slaget.
Er I med Vanvid slagne?
rinder dog i eders Aarer
kongeligt Blod!
Kongerne raade for Folket;
dobbelt i Trængsels Tider.
Trælle kan sagtens styre,
naar Vinden bær’ med.
Hvide Haar over Issen
var hidtil Hæders Mærke;
vil I dem farve røde
med skammeligt Blod?
Guderne gav deres Gaver,
gav dem i Flæng blandt Hoben;
vanfør Mand maa værges
af stærkere Helt.
Aage og Ebbe, Sønner,
fylk eders unge Skarer,
far over Dyb paa Langskib,
vind eder Guld og Navnl
Stoltere Maal, at vinde
Føden derude fra slagne,
rige Fjende, end mæskes
ved magtløse Frændes Drab.« —
Der styrer fra Danmark, fra Kæmpernes Land,
hvor Heltene fødes til Hærtog og Farter,
Skjolde paa Rand,
en Flaade fra Strand
med Snekker af alle Arter.
Tusinde Kæmper, Mand efter Mand;
de dele sig Verden i Parter.
Rigernes Nød
rækker dem Brød,
hvad agte de Romernes Garder?
Garderne synke, Øksen er rød,
Guldhaaret vajer med bølgende Lød;
sejrende gaa over Flod, gennem Land,
med et Rædselens Kor
fra den rygende Jord,
imod Syden de fri Longobarder.