Kr. Mantzius
† 5. Juni 1879.
† 5. Juni 1879.
Du Graver, stands et Øjeblik dit Værk.
læg Skovlen hen. —
De synger i Kapellet nu derinde;
jeg kunde stedse daarligt Teksten finde
der indenfor til bunden Melodi.
Jeg synger helst her ude i det Fri.
Du, Graver, stands et Øjeblik dit Værk,
oer naar Koralens o Toner er forbi,
og naar de bærer ham herud i Haven,
saa læg min Krans til ham derned i Graven;
han var en Kunstner og en Hædersmand,
han var et Hjærtens Barn og en Bersærk,
han var, hvad nu de Færreste kan blive
trods Høvl og Fil og sirlige Manerer . . . .
Du Graver, naar nu Følget her passerer,
saa tag et Gravermaal af Hver og En.
Jeg siger Dig, den Tid er snart forbi,
hvor Kunsten gaar omkring ved højlys Dag
saa stor og aaben, sikker paa sin Sag,
saa kildefrisk, med Glæden saa fortrolig.
Du reder nu den mørke Syvfods Bolig,
men alt det Væld af Liv og Poesi,
af Lune og storladent Skælmeri,
af Bulderbassens hjærtevarme Sprog,
af Stemmen, som slog Lyd i fjernest Krog,
af Blikket, som har vakt saa vældig Latter
det dækkes ej af Kistens trange Laag,
det vender atter
tilbage til sit Udspring højt bag Sky,
hvor Kunstens Mester troner evig ung
og evig glad og stor og evig ny.
Du gamle Ven!
Du havde den »barnligt troende« Sjæl.
Jeg spørger ej her, om din Tro var reel;
Kirken den tager Dig nok i sin Favn,
Kunsten Dig nævner ved Kælenavn,
trods alle de Volter, Du slog den,
trods al den Skræk, Du indjog den.
En Troende var Du i Kunsten! Nu vel,
det spørger jeg om, og den Tro var reel.
Halvt var Du Barnet og helt en Andægtig,
lødigt dit Præg, fuldtstemplet i Kanten;
og som Stemmen var stor og mægtig,
saa rummed din Kunst hver fyldig Gestalt;
din skabende Evne med Marstrands faldt
sammen og peged mod Skitsen,
men aldrig imod Dilettanten.
Og ivrig i Alt, en varmblodig Sjæl,
Du var Patriot til dit inderste Hjærte,
Du blanded med Danmark dit Haab og din Smærte;
højt havde Du hulket den bitre Stund,
da vi tabte saa meget ved Dybbøls Sund;
og da Døden bredte Dig ud, sit Lagen,
da flaged de netop — paa Grundlovsdagen.
Dog ej som Biograf og med Kritik
— sligt haded Du, maaske endog for meget —
jeg rækker Kransen Dig her paa din Grund.
Jeg vil, forinden Panden helt er bleget,
af Graven mane Dig. I Somrens Stund
jeg kommer jo, hvor Alting bugner vægtigt.
Sligt elsked Du. Naar Lyset farveprægtigt
ombølged Hækker, Buske, stolte Træer,
saa var Du Sorgen fjernest, Glæden nær,
glad som en Gud, med Stempel paa din Pande
fra Hellas med de varme, vinblaa Strande.
Kom, glade Du, Olympier i dit Liv,
olympisk i din Kunst, naar Dithyramben
Du bytted bort mod Studiet ved Lampen, —
vi vil af Løvværk rejse os en Hytte
i Haven her og Knokkellæren bytte
bort mod en elysæisk, livsglad Mythe.
Her vil jeg til din friske Latter lytte
og kranse Panden Dig med Vedbendkranse
og lokke hid af Levende og Døde
en Skare, som vil høre Dig og le,
mens Gratien fører op de lette Danse.
Da vil vi over Kirkegaarden se
et Skær udstraale hist fra Glædens Hjem,
den skønne, græske Glædes hvalte Hus;
der tænder Bellman højt et Velkomstblus,
og Glansen farver dine blege Kinder
og fylder mig med dine Kunstnerminder,
mens Sol gaar bag den danske Scene ned.