I.
Skal altid fæste mit Haar under Hue,
tør aldrig sætte en Sløjfe deri;
ilde lugter den Kræmmerstue —
hvem der som Fuglen var fri!
Min Moder var dog en stadselig Frue.
Kom, lille Spejl, lad mig se.
De kaldte ved Daaben mig »Due«, —
hun flyver helst i det Fri.
De Klokker ringe til Ottesang,
nu bliver Dyvekes Dag saa lang;
og vil jeg af Byen med Moder gaa,
dér spærre de Bjærge saa isengraa.
Men ude i Haven staar Urter og Blommer,
der drømmer mit Hjærte blandt Zwibler og Løg,
krydret dufter den liflige Sommer,
mit Hjærte slaar som en Gøg.
Det slaar mod min Haand, under Huden det
det varsler saa langt mig et Liv.
Vær hilset, Du Fugl, mellem Urter og Blommer,
vær hilset, Du kukkende Gøg!
II.
Ak, hvem der havde en Hue
med Fjær og Brokade paa,
og hvem der var klædt som en Frue
og skulde til Messe gaa!
og hvem der vel kunde age i Karm
eller sidde tilhest med Falk over Arm;
ak hvem der blot ikke var Askepot,
men ej ed et stensat Slot!
Jeg sidder og Øjnene lukker,
med Hænderne lagt under Knæ:
da længes jeg efter de Dukker,
jeg havde, som Lille, af Træ;
dem pynted jeg ud efter eget Sind
og redte dem i baade Zobel og Skind;
ak hvem der var Barn mellem Dukker igen —
eller Dukkerne Fruer og Mænd!
Saa tog jeg den Bedstes Hue
med Fjær og Brokade paa
og redte mig ud som en Frue,
der agter i Messe at gaa.
Jeg aged til Hove i hængende Karm,
mig fulgte den Ridder med Falk over Arm.
Ak nej, jeg maa græde for Ridder og Slot,
jeg er jo kuns Askepot.
III.
Hvad vil den Mand med Kæder paa,
med gyldne Kæder om sit Bryst?
hvorhen jeg gaar, hans Øjne gaa,
men taler han, saa har hans Røst
en Magt, som jeg maa lyde.
En gejstlig Mand, en Adelsmand.
Gud véd, om Duen var istand
den Høgeham at bryde?
. . . . . Og han er Prinsens Kansler,
og Prinsen kommer hid! . . . .
Hvorledes ser en Prins vel ud?
maa bære Kæder vel paa Bryst
og Lin om Hals og Sidenskrud;
men har hans Tunge saadan Røst,
som Jomfruer maa lyde?
Ak, her i Mutter Sigbrits Bod
han sætter aldrig dog sin Fod.
Hvad kunde vi ham byde!
IV.
Vildt, vildt suser Blæsten,
Sommer er næsten
draget af Land;
mod Bryggerne skvulper det sortnende Vand — —
jeg saa’ ham paa Bryggen, den kongelige Mand.
Hans Øje var dybt som Fjorden derude; —
jeg kunde mig sænket derned.
Paa Brystet det brede laa Fløjelets Pude; —
jeg kunde mig hvilet derved.
For Foden jeg kunde ham falde med Suk
og smile, om Haanden min Pande strøg.
De sagde saa ofte, at Duen var smuk, —
nu véd jeg først, hvem der er Høg.
Vildt, vildt suser Blæsten,
hvem der ved Festen
iaften var med!
Jeg blev vel paa Tærskelen staaende ræd
og dansed dog gerne afsted, afsted.
V.
Tys mit Hjærte. Hvad Du gav,
gav Du villig hen og gerne;
var jeg dog kun før en Terne,
nu er jeg — en Dronning? — nej,
men jeg boer i hvælvet Stue,
og jeg smykkes som en Frue,
og han skæmter og han hvisker:
Du er Christierns egen Due!
Hvor jeg griber, er der Fløjel,
hvor jeg træder, er der Klæde,
Terner for hver Haand tilstede;
helst jeg dog alene er.
Saa gaar Festens Svimmel rundt.
Gør det end i Hjærtet ondt,
sig, hvad skal jeg da fortryde? —
havde kun mig selv at byde.
Disse Dage: o hvor lange,
til han kommer, til vort Møde;
da maa Duens Hjærte gløde
under Hammens gyldne Fjær.
Hvad er Duen al dens Pragt?
Guld og Stene han fordunkler,
naar hans store Øje funkler,
naar det blødt i mine ser.
Tys mit Hjærte. Alt er godt,
her er hvælvet Sal herinde,
jeg er ung og jeg er Kvinde,
fik ej Moders Regnesans.
Lille Spejl, vær Du min Terne,
eneste Fortrolig, Du.
Christiern kommer, ser mig gerne
smykt som Dronning — smykt som hans.