I.
Nu maa min Luth min Tid forslaa;
kom, I svundne Tider!
som Børn I skal omkring mig staa,
og jeg vil se som Moder paa,
om eders Træk jeg lider.
Jeg havde selv en lille Dreng,
ham redte de saa kold en Seng;
jeg fik ej Lov at være
hvad Kvinder mest begære.
Nej bort med de Lin!
jeg er favr og fin,
vil ej visne for Vuggens Gænge.
Har Han Tørst efter Vin,
jeg skal række Ham Vin;
Kongen skal love mig længe.
De skød med Skud her under Ø;
der vugged et Skib for Anker.
Nu skal vel Dyveke Døden dø,
Kongen rakte den fremmede Mø
sin Haand under Skovens Banker.
Jeg kunde saa lidet mit Øje dy,
jeg smilte, da Himlens vrede Sky
sendte dem Regnens Væde
over den Bryllupsglæde.
Paa Hvidøre Strand
steg Prinsessen iland;
hun var bleg som en Dødning paa Baare.
Hun skal raade det Land,
hun skal favne den Mand,
som jeg ejer og elsker saa saare!
Din Læbe, Dronning, er saa stor.
Kom, mit Spejl, min Terne.
Den blege Lilje sank til Jord,
her staar en hollandsk Blomst i Flor,
den lider Kongen gerne.
Han lider vel dens Rosenmund,
og Rosen er saa frisk og sund
og blomstrer Ham til Ære. —
Saa faar vel Liljen være!
II.
Gav stedse Brød hver fattig Sjæl,
som betled for min Dør,
gav hver en Sorg Gehør,
hver sin Naade.
Da sang for mig en lille Fugl:
De nævner Dig Hans Frille,
De nævner Dig ved Navne, som
jeg aldrig nævne vilde. —
De stikker selv i Skarnet, hvor de traadde.
Hvad voldte jeg de Herremænd?
De bærer Zobelpels,
de kaldes fri og frels’,
Landets Hæder!
De dobler og de drikker, ja,
de sidder op og jager
saa mangt et Vildt til Tidsfordriv
alt paa hinandens Ager. —
Jeg véd den Rust, som Ridderskjoldet æder.
Hvad voldte jeg de Kirkens Folk?
De synger Herrens Pris,
de nævnes ligervis
Landets Hæder!
De slaar vel deres Øjne ned,
imens de Bønner nynner,
de slaar den vide Kuttes Fold
ud over mange Synder. —
De gaar omkring som Ulv i Faareklæder.
Jeg hørte nys en liden Fugl,
som flagred for min Dør;
jeg gav dens Sang Gehør,
Foretræde:
Hvor beded Kongens Fader vel:
hvor sprang hans Glæders Kilde:
Fru Edele, vi derom ej
nyfigen fritte ville. —
Hvi lader de ej Sønnen da sin Glæde!
III.
Næppe tør jeg tale,
saa vinker han brat;
Kongen drømmer vaagen,
men værre dog ved Nat;
vilde saa gerne sige ham
hvad mest jeg tænker paa ....
jeg tænker paa svundne Dage;
det kan han ej forstaa.
Jeg drømte, jeg var en Due
og sattes med Høg i Bur,
for Høgens funklende Øje
jeg flygted med Skræk mod Mur;
saa bød han mig sikkert Lejde,
hvorhen jeg blot havde Lyst .....
saa hugged han Næbets Kaarde
igennem mit hvide Bryst.
Vaage maa jeg stedse
ved Dag og ved Nat,
vender jeg mig fra ham,
saa vaagner han brat,
fatter mig i sit Favnetag,
som vilde jeg fra ham gaa
hans Kys er glødende Lue;
jeg kan dem ej forstaa.
IV.
Det stiger, det stiger, det stiger herop;
Bækken vandrer mod Fjældet.
Det er uhørt Leg; er jeg ældet? o nej,
jeg er fældet paa Vej,
jeg er angst for mit Liv,
kunde dø for min Kniv;
hvor er Kongens Dyveke henne? —
véd ej, kan ej selv hende kende.
De hvisler omkring mig som Snoge,
maa lukke mine Øjenlaage;
de trykker min Haand,
jeg tør ej, jeg véd —
jeg er angst, jeg er hed,
jeg er træt af mig selv, af min Leg er jeg led;
jeg er ræddelig stædt i den bitreste Nød.
Jesus Maria, hvem der var død!
V.
Se, nu er Sommeren kommen,
Kirsebærfrugten er moden;
i Havens snirklede Gange
flytter jeg Silkefoden.
Silke har jeg mig spundet
ud af min Ungdoms Glæde,
Silke fra Hoved til Foden, —
véd ikke, hvor jeg tør træde;
elsker de dyre Stene,
elsker de gyldne Spanger;
ligner vist Gyldenlakken,
som med sin Armod pranger.
Holdes til Huse bundet,
vogtes mod snigende Slanger, —
vilde saa gerne snakke
lidt med de andre Fanger.
Se nu er Sommeren kommen,
Træernes Frugt er moden,
Sommeren har sine Storme,
Frugterne drysses for Foden.
Fy, hvilke stygge Tanker.
Vinden faar vifte dem ud,
Vinden faar slutte min Vise . . .
dér kommer Slotsherrens Bud!