Jeg stirrede op i den blegnende Luft,
Hvor Guldstriber svømmed, som Sildestimer;
Jordvinden slog imod Skyen en Duft
Af gærende sød, oversanselig Klage,
Af al den Rædsel, der viger tilbage
For Vintrens Iskys, og al den Jubel,
Der klynger sig fast, med Feberkys fast
Til Sommerens sidste, lyksalige, svindende Timer.
Mit modige Hjærte skjalv som et Løv,
Der hvirvles afsted over vinkende Skove:
»Du hastige Flyver for Vinden, tøv,
Tag os med paa Din Flugt gennem Luftens vigende Vove!«
Sørgmodig jeg saa’ mod de gule Hænder,
Der vifted Farvel med en pjusket Barret.
Nu er vi fattige alle,
Aaret er sygt og træt,
Sommeren ender,
Skyen har Istaarer grædt!
Vi sad, hvor Ranken har slynget
I Lindenes Grene sit lukkende Næt,
Tæt til hinanden klynget,
Tavse, til Afsked beredt, paa vort Mødesteds hellige Plet
Vi skulde vel sige det sidste Ord,
Vi havde ej Mod til at tale;
Jeg stirred mod Guldstribens svindende Spor,
Jeg øjned i Luften, mod Syden paa Flugt,
En ensom flyvende Svale.
Det var den sidste. Dens Vingespids
Skar, som et Knivsblad, i Æthervunden;
Saaret lukked sig lynsnart til;
Og saa var Svalen forsvunden.
Jeg fulgte dens Kurs. Saa greb jeg den Haand,
Som søgte saa ængstlig min at bevare:
Vi skulde vel sige det sidste Ord
Kæreste Hjærtensven,
Jeg maa gaa; lad mig fare!
Saa’ Du den Hilsen, jeg fik:
Hvorfor da Tiden forhale?
Jeg ser paa Dit Blik,
Du forstaar, jeg maa gaa; jeg er Svale!
Jeg hilser med Kvidren min egen Natur,
Naar Middelhavsvoven jeg atter skuer;
Der toner en Sang i den gladeste Dur
Derop fra Landet, hvor Røgstøtten truer
Og Solen smiler og kysser de rødmende Druer.
Den Sol, som hist er en fyrig Viv,
Med Smil og Kærtegn som Elskerinden,
Er her en Husmoder streng og kold,
Som ligger hveranden Dag i Kiv
Med Regnen og Vinden;
Hun hænger paa Loftet sin Parasol
De tre Fjerdingaar eller mere,
At Regnen den ej skal spolere;
Og Stormen synger sin evige Mol,
Og Smilet fryser paa Kinden.
Jeg lader Ravnen og Kragen den graa
Og Spurvene blive tilbage;
De fik jo ikke saa sart et Skind,
De putter i Revner og Sprækker sig ind,
De slaar sig igennem, som de kan bedst,
Og tager Midlerne ikke saa nøje;
De fik en hjemmegjort Trøje,
Som skærmer mod Regn og mod Blæst. ....
Men kommer Vaaren med solrige Dage,
Med blinkende Skyer, som Sildestimer,
Og korte Nætter, som rækker Lyset
En Haand over Dagningens dæmrende Timer
Saa kommer Svalen tilbage.
Saa fanger Du glad Din Flyver ind,
Saa tændes der Blus paa Din blege Kind;
Ej mer’ skal vi Afskeden friste:
Saa bliver Rejsen den sidste!