Kom, muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ei forstaa —
En Haand, et Toug, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa;
See Søen med sit Skvulp og Kast,
Den er min Barndomsven,
Og Skibet nikker med sin Mast, —
Det kjender mig igjen,
Ja kjender mig fra den Dag da
Jeg løb fra Skolens Mur
Og gik »til Tops« med et Hurra
For Verdens fri Natur.
End slaar et Hjerte i mit Bryst
Med freidigt Mod som da,
Men jeg har tabt min Barndoms Lyst
Til saadan et Hurra,
Ja saadan et Hurra som det,
Der over Skibets Dæk
Fra Raaens høie Vippebrædt
Drev hen i Luften væk.
Thi Verdens vide, fri Natur
Den har forandret sig,
Er blevet til et Fangebur
For saadan Folk som mig,
Ja saadan Folk som tale frit
Og raabe høit dertil,
Og fordre Retfærds Sort-paa-Hvidt
Mod Livets falske Spil.
Kom muntre Gutter! Jeg maa med,
Her brænder Jorden mig,
Min Fod er træt, min Pande hed,
Mit Hjerte krymper sig,
Ja krymper sig ved mange Ting,
Som Søfolk ei forstaa —
En Haand, et Toug, og med et Sving
Paa Dækket skal jeg staa.