Henover Byens Tage glide
De sidste Smil, de hendøende Rester
Af Dagen og Solen. I Strømninger stride
Vælte sig Flodens muddrede Vande,
Og som indbuden Gjæst til det smudsige Leje,
Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veie,
Sænker sig Taagen over Byen, over Strømmen,
Saa kommer Natten, Døden eller Drømmen!
I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder —
Rapsede Varer derhenne fra Krogen,
Hvor Kjøbmanden losser de drægtige Skuder, —
Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden;
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.
De mumle dæmpet og suge paa Piben,
Oliet gaaer om i de klinkede Kander,
Der er Noget paafærde, man vil ud af Kniben,
Man har Noget paa Hjerte, vil Nogen paa Livet;
Men skjøndt Armen dirrer, og Pulsen banker;
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der ikke.
Da reiser en Mand sig med funklende Blikke.
Han knytter Næven, den fidtede Hue
River han bort fra den brede Pande
Og kaster den ind i Kullenes Lue
Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:
»Kammerater«, raaber han, »der gik Standen,
Den sodede Hue, Kulskibsmanden,
Nu har vi Hjernen og Armen tilbage,
Dem gjemme vi til de kommende Dage.
»Høre I Stormen, mærke I Strømmen;
Det bryder omkring os paa alle Kanter.
Hvi sove I da? Inat er det Drømmen,
Men imorgen maaskee er det Dommen og Døden.
I saae jo dog Blus, I lugtede Brande,
Røgen drev hid fra de fremmede Lande;
Men Jer fik den ei røget ud af Hulen,
I ligge endnu og døse i Kulen.
»Guds Død! Hvi kjende I ei Eders Styrke
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;
De sende os Præster med pibede Kraver: —
»Her er Biblen til Eders slunkne Maver«.
For Sulten en Text om Kanaan og Eden.
For Husleien Vexler paa Evigheden.
»Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?
Vi vil have Forskud paa Saligheden:
Vi vil ei losse Kul og ei grave Grøfter
For at blive betalt engang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige;
Om vi komme der, kan jo dog Ingen sige.
»Vorherre! — see han forstod sig paa Stakler
I lasede Frakker og revne Støvler,
Og naar han gjorde sine Mirakler
Saa var det for Folk som mig og som Eder.
Vorherre han gav, hvad han havde for Haanden,
Og anviste Resten hos Helligaanden;
Men Præsten! — han taeer vor sidste Daler:
»Min Søn, Vorherre i Himlen betaler«.
»Velan, hvis vi var som et Barn, som en Kvinde,
Med Blødhed i Hjertet og Taarer bag Øiet,
Saa kunde vi lade os lede iblinde,
Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.
Men vi ere Mænd! — Der er Et, som vi vide:
Det er ondt at sulte, naar man skal slide;
Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen
Og dømme, — og Dommen skal hedde Kommunen!«
Han tier; — da brøles der Mere, Mere!
Han vender sig taus og peger mod Byen.
Der komme Kulmænd flere og flere
Stormende ud fra den nærmeste Kneipe.
De rive ham med sig, og han tager Ordet
Derinde bag Skjænken oppe paa Bordet:
Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; —
Saa ryddes Kneipen af Politiet!«
Der ruger en Sky over Kæmpebyen,
Og Floden hvisler og Vinden piber,
Selsomme Stemmer stige mod Skyen
Og mumle deroppe som truende Klager.
Lyset fra »Vestens« stolte Boutikker,
Ilden fra »Østens« sorte Fabrikker
Kaste et Brandskjær op imod Skyen. —
Er det Kommunens Dekret over Byen?