I Ungdomstid med sværmersk Ild
Vi juble mod Ideen,
Men Døden smiler luunt dertil,
Og sliber sindigt Leen.
Og naar saa Pareen raaber: Stop
Nu er det nok min Gode!
Saa smøger Døden Ærmet op,
Og meier ned for Fode —
Bag Vedbendkranste Bæger leer
Et Billed gjennem Løvet,
Men Døden koldt til Bægret seer,
Og kaster det i Støvet;
Den gyldne Drik paa Jorden spildt,
Et Offer smukt til Guden,
Han ændser ei, men banker vildt
Med Knokkelkno paa Ruden.
Dog Døden er en Dumrian,
Hvad kjender han til Livet?
Han har kun lært den Lov, at man
Er skrøbelig som Sivet.
Han kjender ei den stærke Gnist,
Som Livets Ild optænder,
Og bliver til en Brand forvist,
Hvorpaa sig Døden brænder.
Han kjender ei den stolte Kraft,
Som spotter Leens Klinge,
Som her med Skaalens Druesaft
Besprænger Dødens Vinge,
Og tager fra ham alt hans Stads,
Og hviler ikke førend
Han selv, hans Lee og Timeglas
Er kastet pænt paa Døren.