Tys! — i natlige Gyder,
hvor Dagen knap finder Asyl,
en underlig Rumlen lyder . . .
ti dog, Hund, med dit Hyl!
Jeg lægger min Haand bag Øre,
jeg lytter . . . naa Gudskelov!
det er kun mit Blod, jeg kan høre,
det er kun . . . .
det er mit Hjærte:
jeg troed’, mit Hjærte sov!
Mit Hjærte har Rum for alle
natlige Gader og Gyder,
hvor Livets Stempelslag lyder —
hvor Livet synes at kalde
de sælsomste Stempelslag frem;
hvor Dyden og Lasten har samme
naturlovbundne Hjem,
hvor . . .
tys! jeg hører det rumle
ja, jeg maa se — jeg maa frem!
Derhenne — om Hjørnet — dér dukker
en kæmpestor Skygge op —
en kæmpehøj Mand, skøndt han bukker
i Vinkel sin langlige Krop:
han trækker en Kærre bag sig —
og ser sig med Søgen omkring,
som vilde han give ilag sig
med . . . .
— snak! det er ingenting!
Fantasier, min Herre!
hovedløs, blodløs Dunst —
som stammer fra altfor megen
Syslen med Digtekunst; —
hvor kan den rumle, den Kærre?
den svæver jo paa sine Hjul
højt over Gydens Brosten . . .
og Manden, som trækker den, Manden —
aa, han er en Spøgefugl!
— — — — — — — — —
O, ve mig, ve mig! jeg hører
ham banke paa Dør med Kno —
og ve mig, jeg ser hvor han kører
med Lig fra hvert Hus, hver Bo!
Og levende bliver Gaden —
befolket med talløse Lyde
som under en Borgerkrig.
Tys! et rallende, rullende Skrig:
Pesten er kommen til Staden —
han begynder i denne Gyde!