Jeg tænkte at drage paa vinget Fod
Langt bort fra de hjemlige Skove;
Jeg tænkte Erindringen stille stod,
Ei fulgte med Skib over Vove.
Men, ak, jeg drog over vilden Sø,
Og steg paa de høieste Bjerge —
Mindet i Brystet vil aldrig dø,
Ei Rustning dets Saar kan afværge.
Det Skjold man finder i Verden ei,
Som Mindernes Hug kan afbøde; —
Slagen jeg ligger paa Fjeldets Vei
Ustandseligt Vunderne bløde.