Krattet tilhøire, Marken tilvenstre,
Veien slynger sig mellem begge,
Det er Nat, med et Halvlys udover Egnen,
Store Skyer for Maanen trække.
Ildsluer dandse bag Krattets Grene,
Der ligge Soldaterne om Bivouakken,
»Gloirens Sønner«, som forkorte Tiden
Med Vin og med Kort, med Rygen og Snakken.
Natten er stille; som svage Akkorder
Lyde Stemmerne bid fra det Fjerne;
Paa Veien staaer en Skildvagt og nynner;
Han tør ikke synge, skjøndt han vilde gjerne.
Han seer mod Skyen, han seer over Marken,
Han lytter til Stemmerne fra Bivouakken:
Fordømt at staa saadan ene og maabe!
Og han gaber frygteligt og kløer sig i Nakken.
De Herrer kan sagtens. Det er disse Parisere,
Voltigeurer og Zouaver, fordømte Gardister,
De gaae gjerne i Ilden, men nødig paa Forpost, —
Det er dog igrunden store Egoister.
De knibe ud, naar Vedetterne stilles, —
Vi skal slaaes om Dagen og vaage om Natten,
Vi Folk fra Elsass; — ja hvis vi ikke var der,
Kunde Preusserne løbe med hele Klatten.
Og han tænker frem og han tænker tilbage,
Og han synes at Krigen faaer ingen Ende;
Der er nok af Tab, der er ingen Seire,
Og endnu skal Blodet i Strømme rende.
Han er ikke bange, han vil slaaes som en Løve,
Men — er ikke det Hele saa temmelig broget?
Og i Grunden, — ja hvorfor slaaes man igrunden? —
Da spidser han Øre. Rørte der sig Noget?
Geværet til Kinden. Foden fremstrakt.
Det lysner deroppe fra Maanens Fakkel;
— Der staaer en Fjende ved Veiens Bøining; —
Men det er jo Claus, det gale Spektakel!
Det er Møllerens Søn fra den anden Rhinbred, —
De var Legebrødre, Røverkammerater.
Floden har deelt, Legen er ophørt,
Nu er det Alvor, nu er de Soldater.
Og de vexle Haandslag. — De er jo alene. —
De mindes de gamle, svundne Dage;
Geværerne slænge de hen i Gruset,
Og dele hvad Flasken endnu har tilbage.
Naa Du vilde skyde? — Ja, jeg maa tilstaae. —
Aa Fanden i vold med det Krigsregimente.
Lad os tømme Flasken; Tiden er kostbar
Og Ingen veed, hvad man har ivente.
Men førend vi skilles, før Krigsdæmonen
Lægger sit Blodslør over vort Øje,
Og atter vi drives som Dyr iblinde,
Og vi lægge an paa hinandens Trøie —
Saa hør et Ord, Du min franske Broder,
Og lad det gaa videre til Kammeraterne:
Vi er Marionetter endnu for de Store,
Og vi figurere endnu paa Plakaterne.
Vi sættes paa Scenen som Gladiatorer,
Saa spiller det nationale Orkester,
Og saa gaaer det løs med Huggen og Stikken,
Og saa begraves de blodige Rester.
Præsten velsigner de skjændige Vaaben,
Vorherre takkes med Klokkeringning —
Men Gudskelov, der er Tegn og Varsler,
Som tyde hen paa en snarlig Svingning.
Der er Folk, som er kjed af den gamle Komedie,
Der er Folk, hvis Hjerter brænder i Lue
For at appellere til Hjerternes Stemme
Og stemme mod Kasque og Pikkelhue.
Der er Folk, som lyster at vende Plakaten
Og skrive med store Træk paa Reversen:
»De gamle Stykker spilles ei længer;
Der gives et nyt — Direktionen i Persen«.
Ja Du kan tro, den vil komme i Perse,
Og Du kan tro, der vil blive et Bulder,
Alle som een skal vi da give Møde,
Franske og Tydske, Skulder om Skulder,
Fælles Kommando og fælles Orkester,
Saa skal vi mødes midt i Bredouillen, . . . .
Tys Kammerat! Farvel for iaften.
Tag Dit Gevær. Jeg hører Patrouillen.