Og hun var min. Her i de stærke Arme
Jeg krysted hende ung og spæd og fin
Og Alting: Læbens Kys og Kindens Varme
Og Silkelokkens Snoning hvisked: Din.
Den tause Nat paa lette, bløde Vinger
Slog ud sin Kappe over Mand og Viv. —
Nu er det Morgen. Solen Budskab bringer
Om Livets strenge Krav: — Det nye Liv.
Ja, det er nyt. Med Undren jeg betragter
Mig selv i det Henrundnes matte Speil.
Hvor er de henne, disse vilde Fagter
Fra Gjøglertruppens Liv bag Teltets Seil?
Hvor er det sære, Hansvurstklædte Følge
Med Kolumbinerne i Flitterflor,
Og Hammen, som for Hoben maatte dølge
Min Nøgenhed paa Linens slappe Snor?
Hvor er det Alt, det som i rastløs Jagen
Rev bort min Fod fra banet Vei og Sti
Og længe efter vakte lønlig Nagen
Hvergang en Skygge gled min Vei forbi? —
Alt veiret bort som Skyer for Sommervinde
Som Taager, hvori Solen Rifter rev,
Og ligger bag mig som et dunkelt Minde
Hvis Braad blev løst ved hendes Afladsbrev.
Et Afladsbrev! Ja, jeg har Aflad vundet
Ved Guld ei kjøbt, ei ved et feigt Bedrag,
Men just fordi min Traad var dobbelt tvundet,
Fordi hun saae bag Gildets Svirelag
Bag Rusens Tummel Hjertets sunde Kjærne
Og anede bag Taagens matte Gjem
Den klare Himmel — tilgav hun mig gjerne,
Og trøstigt bygged vi det nye Hjem.
I dette Hjem skal nu et Liv begynde,
Som tager Tilløb med et freidigt Mod. —
Jeg breder ei paa Bænken Silkehynde,
Jeg eier kun min Arm, mit unge Blod.
Men — jeg har lært at fægte, det er Tingen,
Mit Gjøglerliv var dog ei ganske spildt,
Og jeg kan ride rundt og træffe Ringen
Og male vilde Men’sker paa et Skilt.
Og jeg kan kaste Knive saa det suser,
Og jeg kan skyde ned et Fæstningsværk,
Og Trommen kan jeg røre saa det bruser
Igjennem hver en Nerve nok saa stærk;
Og vil man i mit Øie putte Blaar mig
Da kan jeg sluge det hel from og mild,
Men jeg kan ogsaa give — det forstaaer sig —
Tilbage det med Renter: Røg og Ild!
Se, saadan rustet ud fra Teltets Dage
Jeg skrider kjæk i Kampen for min Viv,
Besindig skal jeg Veien fremad drage
Og aldrig yppe ufornøden Kiv.
Mit Maal er forud — vil man Maalet vrage
Vil man tillivs mig i det nye Liv,
Saa har jeg Baghaandstrumfer end tilbage
Jeg spiller dem. Bliv mig fra Livet, bliv!