De siger: Vilhelm Wiehe nu er død! —
nej, han er død for længe siden, Venner.
Endnu det Smærtens Syn i Hjærtet brænder,
da sidste Gang vor Hilsen vi ham bød;
han saa’ os ej, han kendte kun vor Stemme
hans egen var saa brudt som Høstens Sang,
der ej har nogen Steder mere hjemme,
der vil sig hævde, vil med Vold og Tvang
udtale Vaarens rige Væld af Toner —
Og raller som en Fugl i Skovens Doner.
Saa greb vi tavse Svende til vort Krus
og bød ham Drik fra Lethegudens Lager;
da skjalv han som et Ax paa Stormens Ager,
og atter stod han rank som Borgens Hus;
han var en Herremand, han ejed Stalde
med Vingeheste, som for Porten sprang.
Hej! hører I min Ridesvøbe knalde!
til Hest! i Sadlen over Mark og Vang!
Og rutsh! han fo’r — for ham var det Logiken
dybt ind i Skoven, ind i Romantiken.
Og dèr i Skovens sommergrønne Hvælv,
hvor Droslen ler, og Nattergalen sukker,
hvor Duen kurrer, og hvor Spætten hugger:
dèr kendte Herremanden først sig selv;
og i de høje, skyggefulde Sale
han lod sin Stemmes underfulde Malm
snart slaa med Klang mod Loft og snart neddale,
mens Hesten traadte lydløst som paa Halm.
Dèr sang han, som han aldrig skulde tie —
dèr var han Idealets Vilhelm Wiehe.
En fyrig, ridderlig og barnlig Svend
fra Riddertidens halvt-moderne Dage;
lidt blød var Smilekløften i hans Hage,
hans Vilje vuggende, men fast hans Lænd;
men Liv og Kunst var ham en sorgløs Leg;
derfor stod han tilsidst saa trist alene,
derfor blev Kinden altfor hurtig bleg;
dog, ét skal siges ham: han havde Gaven,
Gudernes Gunst — den gik med ham i Graven.
De siger: Vilhelm Wiehe nu er død! —
vist ej; man der saa let ej nu omstunder,
og ganger Scenens Sol end hurtigt under,
saa lyser dog dens Nedgang længe rød:
der bliver i taknemmelige Sjæle
tilbage med Erindrings Aftensuk.
en Stemning, hvori mangt et Savn vil dvæle
med mangen Læbes Ord: hvor var han smuk!
Til Skønhed trænger vi dog alle Tider —
hvad for Slags Pegasus saa Tiden rider.