Træd varsomt
igennem de rige Stuer:
derinde ligger en Mand,
som har arbejdet meget,
udrettet meget,
opnaaet meget —
han sover.
Han har lukket sine Øjne
i Kredsen af sine Kæreste;
han tager sig det Blund,
som han tidt har trængt til,
men sjeldent undte sig.
Træd kun nærmere,
Du som holdt af ham
og som ikke nænner at forstyrre ham!
Derinde ligger en nidkær Arbejder,
en trofast Ven,
en god Mand —
han er død!
Det er haard Vinter
imod Aarets Slut:
den udmarvende Vind
ringer med Stormkrogen for vort Vindu
den lange, mørke Nat;
og ved Morgen læser vi
om Sygdom og Trang, om Fattigdom og Død!
Han, den rige Mand dèr,
som selv fordrede saa lidet,
som ej kunde undvære Kærlighed,
og som selv gav af et stort Hjærte,
han var begyndt at frygte
for denne onde Tid!
Men vi, som nu snart vil bære ham bort
paa Rejsen imod en evig Sommer,
vi, som ogsaa frygter denne Tid,
og som til Hælvten har forskyldt den selv —
vi, som har lært at isne hinanden
med den bidende Vinds Blik,
vi, som lever i en fortsat Vinter,
fordi vort Hjærte ikke vil tø
og lade grønne Spirer
smile imod Solen:
vi ville staa beskæmmet
for denne gamle, trætte Arbejder,
der sendte vore Bøger ud i Verden,
altid i Bekymring for,
at de skulde stifte Krig og Ufred,
men selv elskede at sidde hjemme,
flittig, ubemærket,
og stifte Fred og gøre Godt! —
Kan hændes det er gaaet Mange,
som det gik mig:
Jeg kom hjem til Børnene
i den triste Skumring;
de sad ved deres Legetøj,
og jeg fortalte dem:
Gamle Hegel er død!
Da listede de sig, en efter en,
stille bort fra deres Leg,
og de hviskede dæmpet: Ak, er han død!
Han var saadan en god Mand!
Gamle Ven! Raadgiver og Ven for Mangfoldige
halvvejs en Fader for mig:
Kan Du ønske Dig en bedre Mindetavle
end Børnenes Ord!