Og vi skulde gaaet — saa tænkte jeg, Ven,
her i de løvfældte Skove
og gransket Filosofiens Spor
ved den evig grublende Vove!
Du prøvede Ven, du rolige Mand,
mildt dømmende, herdbrede Kæmpe —
ser jeg nu for mig din Riddergestalt,
min Taare jeg kan ikke dæmpe.
Dér! — det er Graaden, som skæm mer en Mand:
Du ynded jo aldrig en „Scene”,
men Øjet, som smil ed ad sligt, det er slukt —
jeg gaar her ved Stranden alene!
De løv-fældte Skove gav fattig Blomst,
den Krans vil jeg ikke Dig binde,
men her er min Sang til Bølgens Akkord
og Suset af Kattegats Vinde.
Hør! — Det er Skvulpet fra Hornbæks Strand
og Suset fra Ellekilde;
ej sandt, de Toner, dem kender Du grant,
saa hjemligt rørende milde?
Og se, Du stærke, Du rolige Mand,
Du prøvede, herdbrede Kæmpe:
der staar Du — og holder for Øjet Din Haand,
Din Taare Du kan ikke dæmpe!
O Ven, hvad er vel vor Filosofi?
hvor kan vel vor Viden forklare,
at dem, vi elsker, dem skilles vi fra,
for ene og vide at fare?
Dog, tys! ... Du nikker, med Finger for Mund,
til din yngre, urolige Fælle,
som vidste du nu langt mer’ end jeg,
men turde det ikke fortælle.
Og bort mod en Baggrund af Taager dulgt,
over Havets storladne Scene,
skrider din høje Riddergestalt —
jeg staar her paa Stranden alene.
Saadan jeg saa ham — i dette Blik
var ingen Angest at kende:
trofast og modig hans lutrede Sjæl
jeg saa gennem Øjnene brænde.
Et Særsyn i denne forhutlede Tid,
hvis Gravsang nu daglig lyder:
en Ridder, som falder i sit Kyrads,
et Spejl af de mandigste Dyder!